Alle har vundet og tabt Gaza-krigen

Både israelerne og Hamas mener, at de har sejret i krigen i Gaza. Og begge parter har ret på hver sin måde, men de glemmer at fortælle om de store nederlag, som de nu har travlt med at feje til side efter at have indgået aftale om en våbenhvile.

Indbyggere i Gaza fejrede den nye våbenhvile med gøgl og glæde, men i virkeligheden har Hamas ikke opnået ret meget gennem de seneste 50 dages usædvanligt blodige krig. Israel har ikke givet én eneste indrømmelse. Foto: Roberto Schmidt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De var lige så forudsigelige, som de var planlagte. Sejrsbillederne, hvor Hamas giver den hele armen i jubeloptog gennem Gazas gader få minutter efter krigens officielle afslutning tirsdag aften.

Som andre af regionens islamistiske bevægelser er Hamas ikke i stand til at tabe udadtil. Enhver ydmygelse, ethvert tydeligt militært nederlag vendes til en sejr, som når Hamas kaster sig ud i natlige optog efter omkring 1.000 af bevægelsens soldater er blevet dræbt på 50 dage. Efter at flere ledende medlemmer er blevet likvideret, og mens bevægelsens våbenlagre, infrastruktur og tunnelsystemer ligger i ruiner. For ikke at nævne de rekordhøje civile tabstal, som Hamas delvist holdes til ansvar for af Gazas befolkning.

At bevægelsen heller ikke har fået én eneste indrømmelse presset ud af Israel under de mange forhandlingsrunder i Cairo kan næppe heller fremstilles som en sejr.

Alligevel har Hamas fået noget ud af de seneste 50 dage. Noget der med god vilje kan ses som en sejr oven på de tydelige nederlag og den enorme pris, som bevægelsen har betalt: Hamas har holdt Israel i skak i mere end syv uger. Noget som ingen arabiske lande og heller ikke Hizbollah-militsen i Libanon har været i stand til.

Hamas har lagt et strategisk pres på store dele af den israelske befolkning, og for første gang i Israels nyere historie ses dele af befolkningen omkring Gaza pakke og forlade området.

Hamas er også genopstået som en relevant regional størrelse, der ikke kan tilsidesættes. En nævneværdig opgradering for en bevægelse, hvis moderskib er bandlyst i Egypten, og som bliver kaldt terrorbevægelse i EU, USA og Israel.

Hamas er nu en bevægelse, som alle er tvunget til at tale med. For Hamas er det en symbolsk sejr, der er både flere tusind døde og et smadret netværk værd.

For Israel er det lige omvendt: De 70 døde israelere er en alt for høj pris at betale for 50 dages kampe, der ikke har ændret balancen mellem Israel og Hamas. I hvert fald, hvis man spørger store dele af den israelske befolkning.

Følelsen i Israel er, at de tre minikrige, der har været i Gaza i 2009, 2012 og nu i 2014 vil gentage sig i fremtiden, så længe der ikke findes en løsning. Enten af diplomatisk eller militær karakter.

Hertil kommer den brede israelske opfattelse af, at krigen ikke er blevet udnyttet på rigtig vis af landets ledelse. En bitterhed over, at ingen regeringer, inklusive den nuværende, ønsker at være dem, der gør alvor af de mange verbale trusler mod Hamas.

Israelerne er trætte af at høre sine politikere sige, at »den næste raket vil blive mødt med hele hærens styrke«. Efter 14 år med raketter hopper ingen på den længere.

Israels militære sejr eller overlegenhed i denne ombæring betyder, at det nu vil tage Hamas mellem et og tre år at producere raketter nok og udgrave nye tunnelsystemer til endnu en konflikt af samme karakter.

Israelske generaler vil argumentere for, at Hamas nu vil tænke sig om to gange, før bevægelsen fyrer raketter afsted mod Israel næste gang, nu da Israel har vundet skræmmeevnen tilbage. Men sandheden er, at den israelske skræmmeevne varer lige indtil næste omgang og ikke et sekund længere.

Hamas føler allerede nu, at Israel er sårbar og for tøvende til at ofre 300, måske 500 soldater på at genbesætte Gaza i tre måneder og dermed true Hamas’ eksistens og styre.

Den afsløring af israelsk svaghed tæller også som en sejr hos de palæstinensiske jihadister.