Alle fly-motorer svigtede: To dræbte

Selv om alle flymotorer svigtede, lykkedes det piloterne på et russisk fly at nødlande. To blev dræbt, da flyet kørte af landingsbanen.

Mindst to passagerer omkom og snesevis blev kvæstet, da et russiske indenrigsfly kørte af landingsbanen under en nødlanding i Domodedovo lufthavnen uden for Moskva. Det oplyser en talsmand for lufthavnen til det russiske nyhedsbureau Interfax. Flyet blev tvunget til at foretage en nødlanding, da der opstod tekniske problemer. Flyet, der er fra Dagestan Airlines, var netop lettet fra Vnukovo lufthavnen også i udkanten af Moskva, da alle tre motorer satte ud.

Efter landingen var piloterne ikke i stand til at bremse flyet for enden af landingsbanen. Flere end 20 ambulancer og mange læger blev sendt til Domodedovo. - Ifølge de foreløbige informationer er to døde efter Tupolev Tu-154-flyet nødlandede, siger Tatiana Morozova, der er talsmand for de lokale trafikmyndigheder. /ritzau/AFP