Alle elsker Putin

Præsident Vladimir Putin er ifølge den seneste meningsmåling fra VTSIOM en mand efter russernes hjerte. Hele 89,9 procent af russerne erklærer deres støtte til ham.

Præsident Vladimir Putin er en mand efter russernes hjerte, skal man tro den seneste meningsmåling fra VTSIOM. 89,9 procent af russerne erklærer deres støtte til manden, som ifølge propagandaen qva sin fysik klarer spektakulære udfordringer, men som samtidig ved at spille med musklerne i udlandet gør sine landsmænd stolte af deres leder. Arkivfoto: Reuters / RIA Novosti/ Kreml Fold sammen
Læs mere

Aldrig har mange været begejstrede for Ruslands præsident Putin. I en meningsmåling, foretaget af det russiske meningsmålingsinstitut VTSIOM, siger hele 89,9 pct. af de adspurgte, at de støtter ham.

Det er ny rekord. Bedre end selv under krigen mod Georgien i 2008 og under annekteringen af Krim sidste år. Den hidtil højeste måling lå på 89,1 pct. og blev offentliggjort i slutningen af juni af meningsmålingsinstituttet Levada.

Den blev foretaget, efter at Putin havde meddelt, at han ville udvide Ruslands atomarsenal med 40 spritnye interkontinentale ballistiske atommissiler af den slags, der kan ramme selv USA.

Denne gang tilskriver meningsmålingsinstituttet VTSIOM præsidentens svimlende popularitet bombekampagnen i Syrien. Den er russerne angiveligt helt tossede med.

I Vesten er målingen imidlertid blevet mødt med skepsis. For kan det nu passe? Giver det overhovedet mening at måle en politisk leders popularitet i et autoritært regime?

Alle ved jo, at i vestlige demokratier kan en politisk leder maksimalt gøre sig håb om 60 procents opbakning, medmindre der er krig. Så er det ikke snarere frygt, man måler? Og hvis det er, så har Putin jo ingen grund til at blære sig. Kasakhstans præsident, Nursultan Nazarbajev, der har siddet siden sovjettiden, kan jævnligt opvise målinger, hvor over 90 pct. erklærer ham deres kærlighed.

Hertil kommer, siger kritikerne, at den russiske økonomi er i en sørgelig forfatning. Den forventes at skrumpe med tre-fire pct. i år, og selv Den Russiske Centralbank medgiver, at recessionen fortsætter i det nye år. Er det særligt sandsynligt, at Putin er mere populær end nogensinde på et tidspunkt, hvor hans befolkning må spænde livremmen ind?

Og kritikerne har en pointe. Bestemt. Der er sandsynligvis ikke halvfems pct. af russerne, som elsker Putin. Sagen er, at både Levada og VTSIOM gennemfører deres målinger ved personlige dør-til-dør-interview.

Og hvis en fremmed dame banker på ens dør og spørger, om man støtter præsidenten, ja, så føler man sig i Rusland tilskyndet til at svare bekræftende. Man har nemlig historisk dårlige erfaringer med at komme på tværs af de magtfulde, og der er ingen grund til at skabe problemer for sig selv, når man kan undgå det.

Men det betyder nu ikke, at russiske meningsmålinger er komplet utroværdige. Meget taler for, at der faktisk er et flertal af russerne, som støtter Putin, og at bombekampagnen i Syrien har bidraget til hans popularitet.

Sagen er nemlig, at det altid har været sådan i Rusland, at landets leder er et symbol på fædrelandet – eller moderlandet, som det hedder på russisk. Snarere end at svare på, hvad de synes om Putin, svarer folk derfor på, om de synes, at det går godt for landet for tiden. Og med »godt« menes, om Rusland fremtræder større, stærkere og mere overbevisende udadtil.

For en dansker kan det umiddelbart være vanskeligt at forstå. Vi forbinder ikke støtte til Lars Løkke Rasmussen med fædrelandskærlighed og anser i øvrigt hyldesterklæringer til fædrelandet for at være provinsielle og klaphatteagtige.

I det omfang, vi hylder nogen som symbol på fædrelandet, er det dronning Margrethe, og det giver derfor bedst mening at sammenligne Putins status med den status, Dronningen nyder hos særligt ældre medborgere. Man skal huske på, at Rusland ikke har noget kongehus; Putin er det tætteste, man kommer på et levende nationalsymbol.

Samtidig skal man også huske, at vi i lighed i med russerne har begreber, vi har et næsten sakralt forhold til: Som nu lighed. Forestiller man sig, at der var kommet en opgørelse over fattigdom i Danmark, som viste, at der var blevet færre fattige, mon dog så ikke, at man kunne få 89,9 procent af de adspurgte til at erklære sig enige i, at det var godt?

I Rusland er erklæret kærlighed til moderlandet lige så forventelig som erklæret kærlighed til lighed i Danmark. Og russerne har vitterligt adskillige gode grunde til at mene, at bombekampagnen i Syrien har styrket moderlandet.

For det første bomber Rusland for første gang siden Sovjetunionens fald uden for det tidligere Sovjets grænser. Det er et vidnesbyrd om stormagtstatus. For det andet bomber Rusland til forsvar for Assad, som er et familienavn, der i ældre borgeres bevidsthed forbindes med Sovjetunionens storhedstid. Det var Assads far, Hafez al-Assad, der gjorde Syrien til en sovjetisk allieret i halvfjerdserne.

For det tredje og måske allervigtigste er det tydeligt, at Vesten er rasende over den russiske indblanding i Syrien. I Rusland er det et godt tegn. For Rusland har stort set altid næret mistro til Vesten: I tsartiden kæmpede slavofilerne mod den åndelige smitte fra Vesten, i Sovjettiden mod de fæle kapitalister, og nu i Putintiden mod USAs imperialisme.

Og særligt i denne tid, hvor russerne lider under de sanktioner, som de er overbeviste om, at Vesten har påført dem for at tvinge Rusland økonomisk i knæ, ja, da er russerne særligt glade for at kunne forhindre Assads fald. For det betyder, at Vesten er blevet svagere, og det er godt: Ifølge VTSIOM er der ligefrem 48 pct. af de adspurgte, som mener, at der nu er risiko for et militært angreb på Rusland.

Denne mistro betyder også, at hvis Putin havde ført en vestvendt politik, ja, så havde han ikke haft så fantastiske meningsmålinger. Autoritært regime eller ej. Der er en grund til, at russerne anser netop Gorbatjov og Jeltsin for at være de mest upopulære ledere i det 20. århundrede.

I Vesten har vi altså ingen grund til at glæde os over Putins popularitet: For den er omvendt proportional med Vestens.