Alle drenge og træner er reddet ud af thailandsk grotte

Foto: YE AUNG THU

Alle fodbolddrenge og deres træner er bragt ud fra grotten i live, oplyser dykkere fra Thailands flåde.

»Alle 12 drenge og deres fodboldtræner er blevet reddet ud fra grotten efter en 18 dage lang prøvelse,« skriver det thailandske frømandskorps på Facebook.

»Alle 12 "vildsvin" og deres træner er blevet hentet ud,« hedder det med tilføjelsen: »Alle er i sikkerhed«.

Meddelelsen på Facebook er underskrevet ved et enkelt »Hooyah«.

Fire dykkere, som var sammen med gruppen inde i grotten, er endnu ikke kommet ud.

19 beredskabsfolk deltog i redningsaktionen, der blev indledt klokken 10.08 lokal tid (klokken 05.08 dansk tid).

/ritzau/Reuters