IZMIR: Sidste stop inden Europa. Syrere og irakere ligger på gadehjørnerne i Izmir. Dækket til med soveposer og tæpper. Andre står som skygger langs vejene med sorte affaldssække i hånden, parate til at blive samlet op af de tyrkiske menneskesmuglere, der har lovet at fragte dem over Middelhavet til EU.

Officielt er 40.000 af de to millioner flygtninge, som Tyrkiet har modtaget gennem de seneste fire år, ankommet til feriebyen for at krydse ind i EU. Uofficielt venter op til 300.000 nervøst på at komme videre til et kontinent, mange af dem kun har overfladisk kendskab til, og hvor medlemslandenes rang på prioriteringslisten fastsættes i henhold til de oplysninger, rygter og holdninger, der spreder sig blandt de mange flygtninge. Tyskland er stadig det foretrukne mål for mange. Men de fleste ved ikke hvorfor. Det er noget, de har hørt andre sige.

I en arabisksproget meddelelse forsøger FNs flygtningeorgan UNHCR nu at fraråde flygtningene at rejse til Europa. »Tro ikke alt, hvad du læser på sociale medier og de utrolige løfter om, hvordan du får adgang til Europa,« står der i meddelelsen.

UNHCR opfordrer de mange flygtninge til at søge hjælp hos de tyrkiske myndigheder og de mange organisationer, der hjælper flygtninge i Tyrkiet.

Mellemøsten – et sort hul af fanatikere

En gruppe unge syrere står i en rundkreds og oplader mobiltelefoner i en af de gader, hvor flygtninge, menneskesmuglere og redningsvest-sælgere mødes. På skift viser de hinanden videooptagelser af det syriske regimes tøndebombninger og gummibåde, der baner sig vej gennem Middelhavets bølger.

De håber at blive de næste i rækken af de 600-800 flygtninge, der hver nat forsøger at sejle til Grækenland fra Izmir. De kender intet til Ungarns grænsepolitik, de seneste tyske stramninger, serbiske minefelter eller for den sags skyld Sandholmlejren i Danmark. Menneskesmuglerne fortæller dem ingenting, og beskeden fra de slægtninge eller bekendte, der allerede er nået frem, er, at de bare skal skynde sig at komme.

»Er Ungarn ved at lukke grænsen?,« spørger Diaa, en 20-årig syrer fra byen Deraa. Han ser forvirret ud et øjeblik. Men så siger Ahmed, der også er syrer og et par år ældre, at de nok skal finde en anden vej til Vesteuropa. Diaa falder til ro og kigger på skærmen med tøndebombningerne igen.

Seif på 24 er fra Najaf i Irak. Han har amerikansk statsborgerskab og er ifølge eget udsagn kommet til Izmir for at hjælpe de mange flygtninge. I det slæng af flygtninge, han hænger ud med på byens kaffebarer, er det ham, der siger tingene uden filter.

»Alle arabere vil til Europa. Alle,« siger han og kigger rundt på vennerne. De nikker.

»Mellemøsten er et sort hul af diktatorer og religiøse fanatikere. De har ødelagt alt. Fortiden og fremtiden. Alle dem, der søger mod EU i øjeblikket, ved ikke, hvad der venter forude, men det kan ikke blive værre end Mellemøsten,« siger Seif. Vennerne nikker stadig. De vil alle sammen til Tyskland.

Det vil Zeinab fra Homs også. En 29-årig mor til seks, der bor på gaden i Izmir. En af menneskesmuglerne tog imod betaling fra hende for to uger siden og lovede at ringe tilbage, når gummibåden var klar. Hun har ikke hørt fra ham siden. Hendes største bekymring lige nu er, at børnene er begyndt at fryse om natten. Sammen med sin mand satte Zeinab kurs mod Europa for halvanden måned siden. De har været interne flygtninge i Syrien i to år i Raqqa, Homs, Deir al-Zour og Aleppo. Bomberne blev ved med at falde, og de flygtede.

»En af mine slægtninge er nået til Berlin. Hun fortæller, det er paradis,« siger Zeinab.

99 procentskategorien

Hun taler et meget simpelt arabisk og har ingen uddannelse. Hun ved ikke, hvor Danmark ligger og har ikke hørt om Holland. Men hun har den grundlæggende opfattelse, at europæere lever et bedre og friere liv end Mellemøstens befolkninger.

»Tror du, de har arabiske skoler i Tyskland?« spørger hun.

Hendes børn klarede sig godt i de syriske skoler, og nu er hun nervøs for, at det vil ændre sig, hvis de kommer til Tyskland. Så hun vil værne om dem med vante omgivelser. For hende er de europæiske landes frihed og rettigheder lig med retten til at gøre lige netop det.

»I Europa kan man leve som man vil,« siger hun.

Det er Fahad og Obaida for så vidt enige i. De er fra Mosul i Irak og har lyttet til samtalen med Zeinab. Men de placerer Zeinab og de andre flygtninge i det, de kalder for 99 procentskategorien.

»99 procent af de flygtninge, I møder her i Izmirs gader, ved ingenting om politik, demokrati, ytringsfrihed, eller kvindefrigørelse,« siger 29-årige Obaida, en farmaceut, der stak af fra Mosul seks måneder efter Islamisk Stat havde erobret byen.

Han vil gerne til Holland og er en af de absolut få, der har en konkret plan og en vision. Han ved, hvor længe han skal være i flygtningelejr efter ankomst. Han kender flygtningelejrens navn, og hvis det lykkes at nå så langt, vil han lære hollandsk, fortsætte sin karriere og, som han siger, »gøre, hvad samfundet kræver, og nyde sine rettigheder« som andre europæiske borgere.

»De fleste flygtninge ved ikke, hvad de taler om, når de siger Europa. Og de ved ikke, hvad et frit samfund er. De kommer ikke med demokratiske værdier i rygsækken og vil få svært ved at integrere sig,« siger han.

Beder hver dag

Der kaldes til bøn i moskeen. Flygtninge ligger på madrasser uden for, mens mændene vasker hænder, fødder og ansigt inden bønnen.

Kutada, en palæstinenser fra Latakia i Syrien, stopper op på vej til moskeen. Han vil høre, om der er nyt fra Europa.

»Jeg har en bror i Tyskland, og min kone og børn er stadig i Syrien,« siger han.

Hans plan er at få opholdstilladelse og så få resten af familien til Europa.

»Jeg vil allerhelst til Østrig. Der er alt for mange syrere de andre steder. Jeg vil bare leve i fred langt væk fra Mellemøsten,« siger han.

Kutada er ikke specielt religiøs, men hindringerne på rejsen til Europa og især familien derhjemme, der nu også er blandt de internt fordrevne, efter at en raket ramte huset, har fået ham til at bede dagligt i moskeen.

»Det her handler om fremtiden. Og mod min vilje har jeg indset, at den findes i Europa,« siger han, inden han tager skoene af ved indgangen til moskeen.

Nøjagtig fem timer senere samme aften tikker en sms ind fra Kutada.

»Jeg har fået plads og bliver hentet nu.«

Menneskesmuglerne har skaffet en plads til ham på en af de mange gummibåde. Denne nat er det hans tur til at møde bølgerne i et livsfarligt forsøg på at nå frem til Europa.