Alitalia vil købes af Air France-KLM

Alitalia, Italiens hårdt plagede flyselskab, vil sælges, og bestyrelsen anbefaler et tilbud fra Air France-KLM.

Det kriseramte italienske flyselskab Alitalia foretrækker at blive købt af Air France-KLM. Bestyrelsen i Alitalia mødtes fredag for at drøfte to ikkebindende tilbud på at overtage Alitalia, og anbefalingen lyder på, at der skal indledes forhandlinger med det fransk-hollandske flyselskab.

Men dermed er sagen ikke afgjort, for det er op til Italiens regering at træffe den endelige beslutning.

Det tilbud, som bestyrelsen valgte fra, kom fra Italiens næststørste flyselskab, Air One.

Den italienske stat sidder på 49,9 procent af aktierne i Alitalia, og regeringen har længe arbejdet på at sælge selskabet, der ikke er langt fra en egentlig konkurs.

Staten har gentagne gange pumpet penge i Alitalia for at holde flyene på vingerne, men EU-Kommissionen har nedlagt forbud imod yderligere statslig hjælp.

Alitalia taber dagligt omkring en million euro, knap 7,5 millioner kroner.

/ritzau/