Alan Johnston vinder pris

BBC-journalisten Alan Johnston, der i går blev løsladt efter 114 dages kidnapning, har vundet en Amnesty International-pris for sine radioreportager fra Gazastriben.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Alan Johnston havde en rigtig god dag i går. Den startede med, at han blev løsladt af den militante islamiske gruppe, der havde holdt ham fanget i 114 dage.

Og den sluttede med, at han vandt en mediepris fra Amnesty International for sine vedkommende radioreportager fra Gazastriben om brud på menneskerettigheder. Et problem han ironisk nok selv blev en del af.

Hans far modtog prisen for sin søn.

Tilfældighed at prisen blev overrakt i går

At prisoverrækkelsen fandt sted samme dag, som Alan Johnston blev løsladt, er en tilfældighed.

Prisen var en af ni, der i går blev overrakt ved en ceremoni i London for at hædre journalister, som har skildret brud på menneskerettigheder verden over.

Amnesty International's britiske formand, Kate Allen, fortæller til BBC, at dommerne var fast besluttet på ikke at lade Alan Johnstons kidnapning få indflydelse på, hvorvidt han skulle have prisen eller ej. Men der var en fælles enighed om, at han var det bedste bud.

- Alan Johnston forstår som få at fortælle almindelige menneskers historier, fortæller Kate Allen.