Al-Qaeda sendte tre mand til Danmark, men de blev væk ...

I et brev beslaglagt i den afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Ladens skjul i Pakistan erkender terrororganisationens operationschef en stor fadæse i Danmark. 154 siders hidtil hemmelige dokumenter giver et billede af en terrorgruppe i dronernes og spionernes vold.

Siden Osama bin Ladens død?for fire år siden er al-Qaedas?nedtur taget til, og det samme gælder Islamisk Stats optur. Foto: EPA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Osama bin Laden betragtede sig selv som en handlingens mand. Med sin AK-47 kæmpede han mod russerne i bjergene og på højsletterne i Afghanistan, og da det regnede med amerikanske jordskælvsbomber i Tora Bora, var han hos sine mænd og førte dem – ifølge myten – i sikkerhed i Pakistan.

Men de dage var forbi. I de sidste år af sit liv boede han med sine koner, nogle af sine børn og et beskedent følge i et tre-etagers hus i Abbottabad i Pakistan, og hans handlinger bestod mest i at læse breve og tænke over dem og besvare dem.

Og de dage var også forbi, da nyhederne var den slags, som kunne få en umusikalsk mand til at fløjte. Nyhederne var grå, og selv de få gode nyheder syntes altid at have en skrøbelighed, der kunne få dem til at forvitre, mens man læste om dem. Tag bare den udaterede rapport, som Osama bin Laden modtog om »de eksterne operationer«. Han havde krævet, at al-Qaeda skulle slå hårdt til i USA, mod jødiske mål og i Danmark, og den fem sider lange rapport var en statusrapport, og bundlinjen var, at viljen var god nok, men resultaterne få. Her er f.eks., hvad der stod i rapporten om operationerne mod Danmark:

»Med hensyn til den modtagne instruks om at ramme Danmark: Vi sendte for et stykke tid siden en europæisk gruppe på tre jihadister af sted for at udføre en operation der. Deres prioritet var Danmark og amerikanske mål. Vi mistede kontakten med dem. Der var nyheder om deres anholdelse, men kun Gud ved, om det er sandt. Vi havde en erfaren jihadist, som tidligere havde boet der, og som nu er vendt tilbage. Vi forventer godt nyt fra ham og også fra andre, som var her (i Pakistan, red.) et kort stykke tid, og som nu er vendt tilbage. Må Gud give dem succes,« hed det i rapporten.

Med andre ord: Al-Qaeda havde beordret tre jihadister til at angribe mål i Danmark, men de tre var forsvundet, og nu håbede centret på, at en erfaren dansk jihadist og nogle nye navne ville udføre uspecificerede operationer – hvis Gud i øvrigt ville det.

Det var al-Qaeda i Osama bin Ladens sidste år.

»Du ved ingenting«

Oplysningerne om de magre danske resultater fremgår af 11 interne al-Qaeda-dokumenter, som den amerikanske anklagemyndighed fremlagde som beviser under en nylig retssag. Under aktionen mod Osama bin Laden i 2011 beslaglagde amerikanerne 2,7 terrabyte af dokumenter og andet materiale, og de 11 dokumenter er en del af udbyttet fra Abbottabad.

Berlingske har studeret dokumenterne, der tæller i alt 154 sider, og hvis man leder efter et bevis for, at dronekrigen og antiterror-foranstaltningerne virker, så behøver man ikke lede længere end hertil. I brevene fornemmer man, hvordan missilerne eksploderer om ørerne på jihadisterne, hvordan militæraktioner og vestlig overvågning stresser dem, og hvordan de ser spioner rundt om hvert et gadehjørne og i hver en krog af al-Qaeda, og hvert brev indeholder en nærmest rutinemæssig opremsning af døde brødre, som er blevet til martyrer. Det skabte alt sammen en anspændt hvileløshed, som bl.a. gav sig udtryk ved, at al-Qaedas stabschef i et brev uhørt irettesatte Osama bin Laden. Bin Ladens søn befandt sig i stabshovedkvarteret i Waziristan i Pakistan, og bin Laden ville have stabschefen til at sende ham til Abbottabad. Han skulle lade ham rejse via landevejen og hurtigt, skrev bin Laden, og det fik stabschefen op i det røde felt. Ingen jihadist kunne længere bare rejse via landevejen. »Jeg er stadig vred på dig over kravet,« skrev han til bin Laden, »og jeg tror ikke helt, du forstår sikkerhedssituationen på vejene.« Sådan en rejse fra Waziristan til Abbottabad – omkring 500 kilometer – krævede en ugelang omvej og et logistisk mareridt, skrev stabschefen, og hvis bin Laden ville se sin søn i live, skulle han lade ham om at tage sig af det og – understregede han – »uden stress«.

Døde af træthed

For stressfaktorer var der nok af, og droneangrebene var den største af dem.

»Flyene cirkler uafbrudt på himlen ... vi kan kun rejse, når det er overskyet, og de ikke kan se os,« skrev stabschefen, Atiyah Abd al-Rahman, i juni 2010. Han beskrev også, hvordan dronerne havde dræbt al-Qaedas finanschef, Said al-Masri, der var en af bin Ladens gamle venner fra kampene i Afghanistan i 1988.

»Ved gud, jeg ved ikke, hvad jeg kan skrive til dig ... det er den samme historie, som bliver gentaget igen og igen ved alle de bombetragedier, som vi lider under ... Hans kone og døtre opholdt sig hos en af vores støtter i (Waziristan, red.), og han rejste dertil for at se til dem. Han ville kun være der kortvarigt og ikke have overnattet, men en drone må have foretaget den slags karakteristiske cirkelmanøvrer, som vi kun kender alt for godt, og som alle brødrene har oplevet. De ved, at hvis en drone begynder at foretage cirkelmanøvrer, så angriber den snart.«

»Han skulle som sagt kun være der kort tid, men Gud er herre over skæbnen. Ved 22-tiden kom hans søn, Yaqub, for at hente ham og tage ham til et andet sted, og på det tidspunkt foretog dronen meget intense cirkelmanøvrer. (Said) var faldet i søvn, og beboerne sagde til Yaqub: »Han er træt, lad ham sove.« Og det gjorde Yaqub. Han rejste videre.«

Så ramte missilerne, og huset »brændte ned til grunden.« Al-Masri døde på stedet, og det samme »gjorde hans egyptiske kone og deres tre døtre og et barnebarn«, skrev Atiyah.

Al-Masri blev bogstaveligt talt træt af at flygte, udmattet af altid at rejse fra hus til hus, sted til sted, han lagde sig til at sove, og det døde han af.

Og al-Masri var langtfra den eneste. I maj 2010 skrev Osama bin Laden et 11 sider langt brev til stabschef Atiyah, og i brevet nævnede han navnene på 15 al-Qaeda-ledere. Berlingske har med sikkerhed været i stand til at identificere 12 af navnene, og hvis vi inkluderer afsenderen og modtageren af brevet, bin Laden og Atiyah, taler vi om 14 ledere. Berlingske opgørelse viser, at siden 2010 er otte af de 14 blevet dræbt ved droneangreb, inklusive Atiyah; én er død i fangenskab, en anden sidder i fængsel, og bin Laden blev dræbt ved en amerikansk operation. Kun tre af de 14 er fortsat operative.

Forenklet sagt: For al-Qaedas ledere er der kun en fem-års overlevelseschance på 21 pct. Der er kræfttyper, som i sidste stadie – stadie fire – har bedre overlevelseschancer.

Brug en køkkenkniv

De vestlige sikkerhedsforanstaltninger er den anden massive hindring. Siden 11. september 2001 har det meste af den vestlige verden omgærdet sig med overvågning, registrering, restriktioner og den slags antiterrorlove, som giver politiet ret til at fængsle mistænkte uden andre beviser end mistanken.

Det er – akkurat som med droner – stærkt kontroversielt, men også ditto stærkt effektivt. Den ydmygende operation mod Danmark er blot ét eksempel – Osama bin Ladens vedvarende insisteren på angreb i USA er et andet. Han krævede, at Atiyah og det eksterne operationscenter skulle planlægge et nyt angreb i stil med 11. september-angrebet. For det var det eneste, som kunne ryste amerikanerne, og hans folk lovede det også.

Men planerne er blevet forpurret – og i en grad, så præsident Obama for nylig skrydede over, at al-Qaeda ikke har haft held til at foretage »én eneste større operation i USA« i hans præsidenttid, og organisationens impotens bliver illumineret af et konkret eksempel fra brevene. Bin Laden havde produceret en videotale op til det amerikanske midtvejsvalg i 2010, men al-Qaeda fik ikke videoen frem til tiden. »Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke fik den frem,« skrev Atiyah, og han bedyrede, at han havde børstet kurérer og al-Qaedas mediefolk af, men »kun Gud ved, hvorfor det gik galt«.

I et brev fra al-Qaedas operationsafdeling til bin Laden klagede skribenten over, hvordan det var blevet tæt på umuligt i vestlige lande at få fat i grej, som man skulle bruge til store operationer. Selv når al-Qaeda fik en jihadist frem til f.eks. Danmark eller Storbritannien, »så var han ude af stand til at udføre sit arbejde, fordi han manglede de nødvendige redskaber (materialer, våben); derfor er vi nødt til at overveje nye måder at give ham redskaber på eller opfinde nye måder til implementering«.

En løsning var at få tilgængelige materialer til at give den største effekt, f.eks. køkkenknive, biler, tog og benzinbeholdere, eller at udvinde materiale fra råmateriale, f.eks. klor fra salt, hed det.

Bedre blev det ikke af, at det var noget nær umuligt at kommunikere, og bin Laden gav i sine breve udtryk for en paranoid eller profetisk anelse om, at de vestlige efterretningstjenester lyttede med og læste med på alt. Han noterede, hvordan han havde skrevet i et brev, at amerikaneren Anwar al-Awlaqi var topleder i al-Qaeda i Yemen, og kort efter hed det i medierne i USA, at al-Awlaqi var topleder i Yemen. Han advarede Atiyah om at modtage amerikanske løsepenge for et gidsel, for pengene kunne være forsynet med en tracker, og han advarede også mod email-kryptering, for kryptering var en amerikansk opfindelse, og derfor kunne amerikanerne selvfølgelig også bryde den, skrev han.

Resultatet blev, at kommunikationen stort set gik i stå.

Død

Men trods alle trængslerne havde al-Qaeda stadig et trumfkort, og det var Osama bin Laden, fremgår det af dokumenterne. IKke bare var han mere fremsynet end andre ledere, men der var også en messiansk aura omkring ham i jihad-kredse. Atiyah beskrev, hvordan flere jihadister nævnede, at »de kun kæmpede for sheik Osama«, men ikke for andre navngivne ledere.

Så da amerikanerne eliminerede ham natten til den 2. maj 2011, eliminerede de al-Qaedas bedste våben, og siden er organisationens nedtur kun taget til. Bin Laden nægtede f.eks. at udnævne al-Shabaab i Somalia til al-Qaedas lokale filial. Han betragtede al-Shabaab som alt for brutale og ubegavede, men efter hans død omgjorde hans efterfølger, Aymen al-Zawahiri, ordren og gjorde al-Shabaab til al-Qaedas filial i Somalia, og som professor Mary Habeck har beskrevet – ganske som forudsagt selvdetonerede al-Shabaab, og gruppens nederlag blev al-Qaedas.

I dag har Islamisk Stat overgået al-Qaeda i gennemslagskraft, og Islamisk Stat har fået Zawahiri til at fremstå som islamismens svar på manufakturhandler Arnesen. En levende bin Laden kunne formentlig have afværget den skæbne; hans ord alene ville i brede kredse have frarøvet Islamisk Stat og dens leder kalifat-legitimitet.

Men sådan gik det ikke. I det sidste brev fra bin Laden opforderde han al-Qaedas mediechef til at begynde at forberede et videoprogram til tiårs-dagen for terrorangrebet på USA 11. september 2001. Mediechefen skulle sende bin Laden spørgsmål og udkast, og »forhåbentlig bliver det en stor succes«, skrev bin Laden.

På det tidspunkt havde CIA fået færten af Osama bin ladens kurér og skyggede ham, og han førte dem til huset i Abbottabad. Så, ja, ti-årsdagen for 11. september blev en succes. Men af helt andre grunde end bin Laden forestillede sig.