Aktivister til amerikanske indvandrere: Bliv hjemme, så samfundet opdager, hvor vigtige I er

Demonstranter i protest mod Donald Trumps hårde immigrationspolitik vil have amerikanske indvandrere til at blive hjemme, så samfundet kan mærke, hvor vigtige de er

Der var store protester mod Trumps immigrationspolitik den 13. februar i Milwaukee. Torsdag d 16. iværksætter aktivister »en dag uden immigranter« for at vise, hvor stor en del af samfundet de udgør. Darren Hauck/Getty Images/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: Darren Hauck

Bliv hjemme fra skole og arbejde, så samfundet kan se hvor vigtig en rolle I spiller.

Det er budskabet fra aktivister, der demonstrerer mod Donald Trumps hårde immigrationspolitik. »En dag uden immigranter« kalder de protesten, der har bredt sig fra mund til mund på de sociale medier. Det skriver Reuters.

Protesten er en reaktion på Trumps løfter om at slå hårdt ned på illegal indvandring og hans indrejseforbud, der senere blev blokeret af en dommer. Den kommer samtidig i kølvandet på anholdelser af 680 illegale indvandrere på en uge. En plakat til præsidenten blev delt online med ordene:

»Uden os og vores (immigranternes, red) bidrag er landet paralyseret.«

Restaurant-ejere forventer, at torsdagens protest vil påvirke dem, men bakker i nogle tilfælde op alligevel, skriver Reuters.

»Folk, der har aldrig har misset en dag på arbejde, fortæller, at de ikke vil arbejde torsdag. De vil gerne sige »her er vi« ved ikke at møde op. Der er millioner af latinamerikanere, millioner af immigranter, der føler sig angrebet. De føler sig skubbet til side. De vil være en del af den amerikanske drøm,« siger Jose Andres, kok og restaurant-ejer.

Han oplyser, at hans restaurant vil være lukket torsdag, når protesten kører.

I New York sagde ejerne af restaurant-kæden Blue Ribbon, at de vil lukke flere afdelinger på trods af de økonomiske konsekvenser.

»Det er en måde at vise vores støtte til vores stab,« siger medejer Eric Bromberg.