Orange maling er på det seneste blevet klimaaktivisternes foretrukne våben i kampen for en grønnere planet. 

Søndag afbrød flere aktivister golfturneringen The Travelers Championship i Connecticut i USA, da de stormede plænen. 

Det skriver CBS.

I en video kan man se seks aktivister sprøjte med orange maling på banen, inden de kort efter bliver tacklet af sikkerhedsvagter. 

En af demonstranterne bar en T-shirt med ordene »Ingen golf på en død planet«. 

Ifølge Sky News er det aktivistgruppen Extinction Rebellion, som afbrød golfturneringen. Man kan ligeledes se på videoen, at flere af aktivisterne har gruppens logo på ryggen. 

Én blandt mange

Aktioner med orange maling er set adskillige gange på det seneste.

For nylig sprøjtede to demonstranter fra den aktivistiske klimabevægelse Just Stop Oil orange maling på en række privatfly. 

Her gik de efter sangerinden Taylor Swifts privatfly, der netop har været centrum for kritik grundet hendes mange flyrejser som følge af verdensturneen »The Eras Tour«. 

Ifølge The Guardian er gruppen gået efter en række kulturelle institutioner i de seneste måneder, herunder at forstyrre en Proms-koncert i Royal Albert Hall; beskadige en glasmontre omkring det historiske dokument »Magna Carta« på British Library samt kaste tomatsuppe på Vincent van Goghs solsikker i National Gallery.

De har ligeledes sprøjtet orange maling på det forhistoriske monument Stonehenge i England.

Det har resulteret i, at velgørenhedsorganisationen English Heritage, der varetager flere end 400 historiske bygninger og monumenter, har bønfaldt gruppen om at stoppe med at målrette aktioner mod de kulturelle monumenter.

Stonehenge er et forhistorisk monument i England bestående af en cirkel af oprejste sten, der vejer op til 25 ton hver.
Stonehenge er et forhistorisk monument i England bestående af en cirkel af oprejste sten, der vejer op til 25 ton hver. Handout/AFP/Ritzau Scanpix