Et specialbygget Airbus-fly har gennemført en testflyvning, der varede mere end 24 timer.

Den rekordlange kommercielle flyvetur fra Melbourne i Australien landede tirsdag i Frankrig.

Flyvningen er et vigtigt skridt i det australske luftfartsselskab Qantas' "Project Sunrise", der har til mål at lancere verdens længste kommercielle flyrute og ændre langtursflyvninger ved at fjerne ophold i rejser mellem Europa og Australien.

Det specialbyggede fly ventes at gå i rutefart fra 2027 med en rejse mellem London i Storbritannien og Sydney i Australien uden stop.

Flyet, der har en specialdesignet ekstra brændstofstank, var i luften i 24 timer og 24 minutter. På den tid tilbagelagde flyet 23.075 kilometer, inden det landede ved Airbus' fabrik i den franske by Toulouse.

Flyovervågningstjenesten Flightradar24 oplyser, at flyvningen er den næstmest fulgte nogensinde på tjenesten.

Den er kun overgået af en flyvning med den britiske dronning Elizabeths kiste i 2024. Da fulgte 3,6 millioner flyvningen.

Qantas har bestilt 12 særbyggede Airbus-fly, der er designet til at forbinde den australske østkyst med London og New York i USA med en flyvetur på omkring 20 timer.

De nye ruter skal forvandle, hvad der engang var en fem dage lang rejse ad den såkaldte "kængururute" til London, til en enkelt flyvning med en varighed på mellem 19 og 20 timer - alt afhængig af ruter og vind.

Det første af de specialbyggede fly, der kan indeholde 20.000 liter brændstof og 238 passagerer, ventes at blive leveret til april næste år.

Qantas forventer at kunne have daglige direkte fly mellem Sydney og London fra oktober næste år.

RITZAU/Reuters