Airbnb-fester og pseudo-privat udlejning i London øger pres for strammere kontrol

»Det var vores værste nat nogensinde,« sagde naboer efter en rave-fest i en lille lejlighed i Islington, mens politikere forsøger at få greb om Airbnbs vildtvoksende, nye udlejningsform i den britiske hovedstad.

Foto: DADO RUVIC

Kan nogen huske tiden før Airbnb? På få år er en god idé med privat udlejning via nettet vokset til en milliardforretning, og det hele er måske ved at blive lidt for smart og professionelt mener plagede naboer og politikere i London.

Forleden fortalte beboere i Islington-bydelen om deres »værste nat nogensinde«, da angiveligt omkring 200 opstemte musikgæster strømmede ind i en lille lejlighed.

»Jeg kunne høre musikken højere, end hvis den kom fra min egen stue,« sagde en nabo og fortalte til det lokale medie Islington Gazette, at festen blev styret af en DJ, og at der også var en udsmider til at sikre, at kun folk med billetter kom ind til, hvad der bliver beskrevet som et rave-party.

»De havde en mikrofon og professionelle højttalere. Jeg har et ret godt højtalersystem inde hos mig, og det var bedre end det. Det var forfærdelig musik.«

Naboer kontaktede udlejeren af lejligheden, der ligger i nærheden af Arsenals fodboldstadion. Airbnb-udlejeren var i Vietnam og bedyrede sin uskyld. Det lokale bystyre blev alarmeret og klokken tre om natten blev politi tilkaldt, som rekvirerede forstærkning på grund af det store antal festdeltagere og risiko for uro. Først klokken seks om morgenen var festen helt lukket og gæsterne sendt væk.

Britiske parlamentsmedlemmer valgt i London ønsker nu at gøre noget ved den vildtvoksende Airbnb-udlejning i den britiske hovedstad. Tidligere på ugen fremlagde politikere fra flere partier et fælles lovforslag, hvor udlejere skal meddele det til lokale myndigheder, når de lejer deres boliger ud for kortere perioder. Det skal dgøre det lettere at kontrollere en netop indført 90-nætters årlig grænse for privat udlejning. et er et forsøg på sætte rammer for den private webudlejning, som ifølge politikere, naboer og hotelejere lever højt på manglende kontrol og unfair konkurrence med særlige skattelettelser. Det vil ikke i sig selv forhindre situationer som festen i Islington, men politikere mener, at det vil gøre folk forsigtigere med udlejning, hvis det reelt er deres egen bolig, som det handler om.

»Lad os på alle måder støtte folk i at gøre god brug af deres boliger og muligheden for ekstra kontanter, men lad os sikre, at det ikke forstærker bolignøden og huspriser for andre, der ikke får del i belønningen, og at det ikke skaber ubehageligheder for de fastboende, der til deres store overraskelse risikerer at vågne op ved siden af et hotel, hvor hele hotel-personalet er gået hjem,« sagde Labour-politikeren Karen Buck ifølge BBC.

I den britiske regerings nylige finanslovsudspil var et forslag om at målrette den nuværende skattefritagelse for privat værelsesudlejning til at gælde for langtidsleje. Det bliver set som et skridt for at imødegå den hastigt voksende forretning gennem Airbnb og lignende websites.

Forskellige opgørelse placerer London som næststørste eller tredjestørste marked for privat udlejning via Airbnb med et omfang på mellem 40.000 – 50.000 værelser og boliger. Antallet er vokset fra omkring 9.000 i januar 2015, og ifølge websitet »Moneywise« tilbyder omkring 25.000 af udlejerne hele boliger. Flere andre websites har fulgt op på succesen og forsøgt at kopiere den indbringende forretningsmodel. Buck henviste ved fremlæggelsen af sit lovforslag til, at byrådet i Westminster-bydelen har vurderet, at en to-værelses lejlighed kan indbringe omkring 15.000 kroner om ugen ved den kortvarige webudlejning mod omkring 5.000 kroner ved udlejning til fastboende.

Succesen for den organiserede, private udlejning gør ondt på Londons hotelbranche. Mange gæster i den britiske hovedstad vil have oplevet at booke til en rimelig pris på et tilsyneladende spændende hotel og være endt op i et indelukket, bittelitte værelse gemt væk i labyrintiske gange og med tvivlsomme gulvtæpper og badeforhold. Men hotelejere siger, at de holder en forretning i gang ud fra de givne muligheder, mens de nu får unfair konkurrence fra pseudo-private udlejere, der nyder godt af skattefritagelse uden sikkerhedsregler og andre forpligtelser over for personale og gæster.

Et andet stort kritikpunkt er, at London i forvejen lider under stor bolignød og opskruede priser. I britiske medier har der været flere beretninger om naboer i dyre og fashionable kvarterer, der klager over, at naboen er en »Airbnb-bolig«, hvor unge finder sammen om en fest. Ligesom i andre byer er der også beretninger om lejligheder, der reelt fungerer som billige hoteller.

»Jeg hader virkelig ideen om, at vores hus bliver til et hotel, hvor nøglen til fordøren bliver givet til fremmede,« citerede Labour-politikeren Buck fra en af sine vælgere.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Fakta:

Kontrol med udlejning

En række byer har gennemført kontrol med privat udlejning gennem websites som Airbnb, der har haft voldsom vækst de senere år.

I San Francisco skal udlejere registrere sig, mens New York har indført stramme begrænsninger for udleje af boliger, hvor udlejeren ikke selv opholder sig på samme tid som »gæsten«. Flere andre byer i USA har indført restriktioner.

I Berlin får udlejere en bøde, hvis de udlejer det meste af deres lejlighed ud for lejemål på under to måneder.

I Toronto, Miami, Barcelona og Dublin forsøger det lokale bystyre at få strammet reglerne med den begrundelse, at den private udlejning er ved at komme ud af kontrol.

I Japan har Airbnb eksisteret i en juridisk gråzone. Regeringen ønsker at indføre nye regler med en grænse for udleje på 180 dage om året og med mulighed for yderligere, lokale restriktioner.

Kilder: Guardian/IrishTimes/OttawaSun/AP/Telegraph/JapanTimes