Ahmed fra Syrien: Luk nu døren, Sverige

Han lagde sin velhavende familie bag sig i Damaskus og vil kæmpe sig op i det svenske samfund. Men det er ikke let, når der mangler job og bolig – og når der ifølge 19-årige Ahmed bliver lukket alt for mange farlige folk ind, som snyder med alder og nationalitet.

»Jeg bliver vred over at se et land, som nu er mit, gå ned på den måde. Det kommer selvfølgelig ikke mig ved, men svenskerne skal da gøre noget«. På rundrejsen i Sverige mødte Berlingske den 19-årige syrer Ahmed, der ikke vil sit efternavn og ansigt i avisen – men meget gerne vil sende en advarsel til svenskerne. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ahmed fortæller, at han er 19 år, og at han ikke vil have sit efternavn frem. Da han for halvandet år siden boede i Egypten, løj han sig seks år ældre. Men 19 er det rigtige.

Han er fra Syrien, fra hovedstaden Damaskus, han er veltrænet, i stram t-shirt, selvbevidst med et fast blik, taler et hæderligt engelsk og er hurtig i hovedet.

Da Ahmed kom til Sverige for halvandet år siden, var han således under 18 år, som tusindvis af kategorien af uledsagede flygtningebørn – op mod 33.000 i år – der kommer til Sverige, og som har nem adgang til permanent opholdstilladelse.

Ahmed fortæller, at han kommer fra en meget rig familie, som før borgerkrigen ejede fem-seks huse og flere biler. Der manglede ikke noget. De fleste af familiens voksne arbejdede i politiet, men da Ahmed stod over for at blive indkaldt til militærtjeneste i præsident Assads hær, stak han af til Egypten med penge på lommen. Han ville ikke slå sine landsmænd ihjel.

Nu sidder han her i Rosengård – et stort socialt belastet boligområde i udkanten af Malmø, hvor 86 procent af de 24.000 beboere har anden etnisk baggrund end svensk.

Ahmed er frustreret. Over mange ting. Over at han ikke kan finde arbejde, i hvert fald ikke »hvidt«, over at han ikke kan bruge sin uddannelse i politik fra Syrien til noget, og over at Sverige lukker så mange tusind flygtninge som ham selv ind i landet, når der hverken er job eller boliger til dem.

»Se på Malmø. Det er virkeligt dårligt nu. Kig på byen, på banegården. Jeg bliver trist over at se alle disse mennesker. De har ingen papirer eller noget som helst, og politiet kan ikke gøre noget. De tigger på gaden og fylder op overalt. Der kommer så mange forskellige nationaliteter til Sverige, men hvordan kan man byde dem alle sammen velkommen? Jeg bliver vred over at se et land, som nu er mit, gå ned på den måde. Det kommer selvfølgelig ikke mig ved, men svenskerne skal da gøre noget,« siger han og lyder nok som et ekko af det, som flere og flere svenskere siger – eller i hvert fald tænker.

Ifølge Migrationsverkets seneste opsigtsvækkende prognose kommer der op mod 190.000 flygtninge til Sverige alene i år, og mange af dem via Malmø.

Ahmed har fået en etværelses lejelejlighed i Rosengård, mens hans lillebror stadig bor på et center for uledsagede børn lige ved siden af. Han er blevet tilbudt mange tusind kroner sort, hvis han vil overlade lejligheden til en anden flygtning. Men det vil han ikke og har i det hele taget ikke meget til overs for de asylsøgere, der kommer fra andre lande end Syrien. De snyder med deres alder og nationalitet, de arbejder sort og bedriver mafiavirksomhed i Sverige, siger Ahmed:

»Jeg har mødt masser af mennesker, som kommer fra Dubai, men til myndighederne siger de bare, at de kommer fra Syrien eller Irak. Hvorfor skal de have lov til at flytte til et andet land? Vi ved det alle sammen, men hvis vi siger det til myndighederne, så svarer de, at det skal vi ikke blande os i.«

»Nu begynder jeg 100 trin under nul«

Ahmed drømmer om et helt almindeligt liv i Sverige med familie, job og børn. Han har søgt arbejde på restauranter og i butikker, men uden held.

»Vi er ikke svage mennesker, der har brug for hjælp. Jeg vil respekteres, når jeg går på gaden og har ikke lyst til at tage imod den hjælp, jeg får. Men jeg er nødt til det, for uden uddannelse får man ikke arbejde. Da jeg rejste fra Syrien, lagde jeg min fremtid i ruiner, det ved jeg. Nu begynder jeg 100 trin under nul, og så må jeg jo bare bevæge mig op igen trin for trin,« siger Ahmed

I den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh arbejdede han med lidt af hvert, som frisør, massør, på et hotel og som sikkerhedsvagt på stranden. 15-16 timer i døgnet blev det til, og han havde egen lejlighed og lejet bil.

Men han ville gerne til Europa for at skabe sig en bedre fremtid, få en uddannelse og et job. Så han betalte en menneskesmugler for at blive sejlet til Italien sammen med sin lillebror, sin onkel og 300 andre i en alt for lille båd og med alt for lidt vand ombord. Dengang kostede det 2.000 dollar – omkring 13.500 kr. – at komme over, i dag er det meget billigere, siger han.

I den lejr, hvor han og broderen havnede i italienske Milano, var forholdene virkeligt dårlige, siger han. Maden var elendig, og mange tog ikke bad. Så han endte med at tage et fly til Stockholm efter at have snakket med nogle venner der.

»Jeg var meget træt af at arbejde så meget i Egypten, og der var ofte konflikter og slagsmål med egypterne, når man sagde, at man kom fra Syrien. Så jeg havde ikke lyst til at blive der. Og hvis jeg vender tilbage til Syrien, så bliver jeg slået ihjel, fordi jeg er flygtet fra militæret,« siger Ahmed.

Han tror ikke på, at han kan vende tilbage til Damaskus og familien, som på grund af krigen er blevet en hel del fattigere.

»Når jeg har boet her i otte-ti år, så er jeg jo svensk. Det vil jeg også sige til mine børn,« siger han.

Men Sverige skal passe på.

»Der er masser af farlige folk i Malmø. Når de kommer fra lande med krig, vil de fortsætte de med at kæmpe mod hinanden,« siger Ahmed.