Aftale med Bangladesh sender rohingyaer tilbage til Myanmar

Bangladesh er enig med Myanmar om plan for hjemsendelse af muslimske flygtninge.

Arkivfoto: Uddeling af doneret mad til rohinya-flygtninge i Bangladesh. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADIB. CHOWDHURY

Yangon. Bangladesh er gået med til et forløb, der over en periode på to år vil betyde, at muslimske rohingyaer, der har søgt tilflugt i landet, kan vende tilbage til Myanmar.

Det fremgår af en aftale mellem Bangladesh og Myanmar, oplyser Udenrigsministeriet i Dhaka.

Men det fremgår ikke, hvornår tilbagesendelsen af flygtninge kan begynde.

Aftalen er indgået efter forhandlinger i Myanmars hovedstad, Naypidaw.

Flere hundredtusinde rohingyaer har siden 2016 søgt tilflugt i Bangladesh, efter hvad der ifølge FN har lignet etnisk udrensning.

I aftalen hedder det, at tilbagesendelsen skal være "afsluttet helst inden for to år fra begyndelsen af repatrieringen".

- Under det to dage lange møde blev vi enige om en formular, som flygtningene er nødt til at udfylde for at kunne vende tilbage til Myanmar.

Det siger Bangladeshs ambassadør i Myanmar, Mohammad Sufiur Rahman, til AFP.

Aftalen kommer, efter at de to lande i november indgik en pagt, som skal bane vej for, at de fordrevne kan vende hjem. Den forudser, at det kan ske fra 23. januar.

Men det er en deadline, man med stor sandsynlighed ikke kan overholde. De praktiske omstændigheder for en repatriering er endnu ikke på plads.

Myanmar har ikke selv udsendt en erklæring om, hvad der er aftalt med Bangladesh.

/ritzau/Reuters