Afrikas ledere mener selv, at de er uundværlige

Hvem skulle dog kunne erstatte mig? Hvem tør jeg overlade magten til uden at risikere liv, velfærd og ejendom? Afrikas politiske ledere vælger at blive siddende. For en sikkerheds skyld.

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, hilser på folket. Foto: D. Hayduk
Læs mere
Fold sammen

Da Ugandas præsident, Yoweri Museveni, endnu var en ung og idealistisk politiker, skrev han en bog med titlen »What is Africa’s Problem?«. Her ålede han kontinentets ældre, politiske ledere, som klyngede sig til magten og brugte alle tænkelige prokuratorkneb for at blive genvalgt, forfatning eller ej.

I næste måned vil den efterhånden 71-årige Museveni imidlertid selv lade sig genvælge til en femte embeds­periode som sit lands præsident og dermed forlænge sit 30-årige styre.

Ganske vist vil Museveni blive udfordret af syv modkandidater, men den vigtigste demografiske gruppe i landet – de unge under 30, som udgør fire femtedele af befolkningen – ventes ikke at stemme i nævneværdigt omfang. Ifølge iagttagere har de unge ingen illusioner om valgets udfald, da de er vokset op i en kultur af politisk intimidering og rutinemæssige stemmekøb.

Yoweri Museveni er med andre ord blevet en del af det udbredte problem, han selv identificerede i sin bog fra 1986. Tag for eksempel Republikken Congo, der ligger længere mod vest på samme breddegrad.

Her godkendte flere end 92 procent af vælgerne i oktober 2015 en forfatningsændring, der tillod præsident Denis Sassou N’Guesso at stille op til en tredje embedsperiode.

Præsidenten har styret det olierige land i 31 af de seneste 36 år, og forfatningsændringen gør det muligt for den ligeledes 71-årige Sassou at fortsætte i yderligere syv år. Et andet genkendeligt mønster: Oppositionen boykottede afstemningen og forsøgte at få resultatet underkendt på grund af lav vælgerdeltagelse.

Der fandtes endda et Congolesisk Observatorium for Menneskerettigheder, som ud over den lave vælgerdeltagelse beklagede »svindel og uregelmæssigheder«. Ingen lyttede for alvor.

På den anden side af Congo-floden har Joseph Kabila stået i spidsen for den enorme Demokratiske Republik Congo, siden hans far i 2001 blev skudt af en af sine livvagter.

Kabila den Yngre skal ifølge forfatningen træde tilbage ved udgangen af indeværende år, og han har det prekære problem, at det af forskellige politiske grunde ikke er muligt at ændre forfatningen her og nu.

Derfor taler alle i Kinshasas elite for tiden om glissement – et fransk ord, vi kan oversætte til udmærket dansk med glidebane. Forventningen på Kinshasas kogende rygtebørs er nemlig, at Kabila vil modarbejde den forfatningsmæssige valgproces for derved at vinde tid til at indføre et forfatningstillæg. Man får ikke mange point for at gætte indholdet af et sådant tillæg.

Oprør og gadekampe

I de to små nabostater Burundi og Rwanda klamrer de nuværende magthavere sig også til magten i fraværet af frie, demokratiske valg og i øvrigt også i skarp kontrast til et dokument om demokrati, valgpraksis og god regeringsskik, som Den Afrikanske Union vedtog i 2007. Alle de nævnte lande har underskrevet. I Burundi har præsident Pierre Knurunzizas insisteren på en tredje embedsperiode udløst gadekampe, vilkårlige drab og mennesker på flugt. I Rwanda har præsident Paul Kagame netop bekendtgjort, at han agter at søge valg til en tredje embedsperiode til næste år.

Kagame and Nkurunziza repræsenterer en ny generation af politiske ledere, der blot fortsætter den afrikanske tradition for »store mænd« efter Angolas José Eduardo dos Santos (præsident i 37 år), Zimbabwes Robert Mugabe (36 år) og Camerouns Paul Biya (34 år). Som disse veteraner spiller Museveni også kortet som den ældre statsmand, der alene magter at holde sammen på landet.

»De, som siger: »Lad ham gå, lad ham gå« skal vide, at dette ikke er det rigtige tidspunkt,« sagde Museveni for nylig på et politisk møde i Ntungamo.

»Denne gamle mand, som har reddet landet, hvordan skulle han kunne gå? Hvordan kan jeg forlade en bananplantage, jeg har plantet til, netop som den begynder at bære frugt?«