»Afrika – Afrika. Det bli’r bedre dag for dag.«
Sådan lød det optimistiske omkvæd i den danske velgørenheds-slager, som sangerinden Nanna og flere andre musikkendisser indspillede midt i 1980erne.
Baggrunden var ellers særdeles dyster: I 1984-85 blev Etiopien ramt af hungersnød, fordi regnen udeblev for sjette år i træk. Næsten en million mennesker led sultedøden.
Men Nanna og hendes musikkolleger ville synge danskerne til at give en skærv til nødhjælpsarbejdet.
»Afrika – Afrika.
Det bli’r bedre dag for dag.
Hvis vi gi’r en hånd til Afrika
Vi gi’r, hvad vi har for din sag – Afrika.«
Nu hærger sulten så igen i Afrika, og i weekenden bønfaldt FNs nødhjælpschef, Stephen O´Brien, donorlandene om 30,6 milliarder kroner til takle »den største humanitære krise siden 1945.«
Ligesom midt i 1980erne er det igen tørken, der sender millioner af afrikanere ud over sultegrænsen – og ikke bare i Etiopien, hvor 5,6 millioner af landets indbyggere står til at blive afhængige af fødevarebistand i de kommende måneder. I flere andre lande er situationen endnu mere katastrofal – ikke mindst i Sydsudan, hvor der nu er erklæret hungersnød, og i Somalia.
»I store dele af Somalia er udviklingen løbende forværret grundet tørke, og regeringen betegner det nu som en national katastrofe-situation. Ud af en befolkning på 12,3 mio. mennesker har 6,2 mio. nu behov for humanitær assistance, og heraf har 2,9 mio. mennesker behov for livreddende assistance,« som det ildevarslende hedder i et notat fra det danske udenrigsministerium om den verserende sultkatastrofe i Afrika.
»Antallet af ramte mennesker er dermed højere end tilfældet var i 2010/11, hvor en kvart million døde af sult, og hundredtusinder flygtede til nabolandene,« fortsætter notatet. »FN advarer om, at flere end 50.000 børn allerede på nuværende tidspunkt er i risiko for at dø og anslår samtidig, at antallet af akut underernærede børn under fem år kan nå op på 950.000. En relativ stor andel af berørte befolkningsgrupper befinder sig i vanskeligt tilgængelige områder.«
Notatet er udarbejdet i forbindelse med en bevilling på knap 300 millioner kroner, som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) netop har godkendt. Langt de fleste af pengene skal gå til fødevarebistand og anden nødhjælp i flere af de ramte lande på Afrikas Horn. Men en del skal bruges i Yemen, hvor en internationalt glemt borgerkrig med Saudi-Arabien som den mest afgørende udenlandske aktør har sendt 14 millioner yemenitter – over halvdelen af landets befolkning – ud i underernæring.
Krig og konflikt er også med til at forklare den omfattende sultkatastrofe i flere af de ramte lande i Afrika. Det samme er den nærmest kronisk dårlige regeringsførelse, der kendertegner de fleste afrikanske stater.
Her er Nigeria et skræmmende godt eksempel. For et par år siden overtog landet – angiveligt – pladsen som Afrikas største økonomi efter flere år med høj økonomisk vækst baseret på en høj pris for landets eksport af olie. Nigeria er nu – angiveligt – økonomisk ikke i stand til selv at betale regningen for at brødføde de millioner af landets borgere, der sulter.
»Nu hvor den humanitære krise tager til, vil det internationale samfund tilbyde nødhjælp, og det skal til det også. Men uden bedre regeringsførelse og stabilitet i disse lande er der grænser for, hvad denne indsats vil opnå,« skriver Madyson Hutchinson, der arbejder med udenrigspolitik ved den amerikanske, konservative tænketank The Heritage Foundation på sitet The Daily Signal.
»Vejrforhold kan forårsage tørke, men dårlig regeringsførelse og ustabilitet gør hurtigt en tørke til en humanitær krise,« påpeger Madyson Hutchinson.
Naturen under pres
Overordnet er det selvfølgelig svært at komme uden om den udfordring, at landene mangler regn, og at tørken forværres af klimaforandringerne, som af forskellige grunde vil ramme det afrikanske kontinent først og hårdest.
»Bare med det blotte øje kan man se, at naturressourcerne er under et stærkt pres, og for mig er der ingen tvivl om, at de tragiske katastrofer, som vi nu oplever, hænger sammen med ændrede klimaforhold i kombination med en stor befolkningstilvækst,« siger udviklingsminister Ulla Tørnæs, der netop har besøgt et af de mest tørkeplagede områder i Kenya.
Hverken klimaforandringer eller befolkningstilvækst findes der snuptagsløsninger på. Men Ulla Tørnæs, der også var udviklingsminister fra 2005-2010, lægger ikke skjul på, at hun er rystet over hvor få fremskridt, der er sket i Afrikas kamp mod alt for høje fødselsrater.
»Jeg savner, at man tager langt mere konkret fat på problemet med befolkningstilvækst. Og her må jeg sige, at den beslutning, som er taget i USA om ikke længere at støtte familieplanlægning, kan ende med at få nogle helt uoverskuelige konsekvenser. Jeg mener, at vi skal gå den anden vej og indarbejde familieplanlægning – altså først og fremmest adgang til seksualoplysning og adgang til prævention – når vi bidrager med humanitær nødhjælp. I de situationer har vi jo direkte kontakt med brede dele af befolkningen,« siger Ulla Tørnæs, der mener, at der holdes mange skåltaler og vedtages mange resolutioner om behovet for at reducere befolkningstilvæksten i Afrika, uden at de følges op af handling.
»Det her vil jeg tage helt anderledes fat på i vores dialog med de internationale samarbejdspartnere – eksempelvis i FN. Vi bliver nødt til for alvor at tage hånd om befolkningstilvæksten, for når naturressourcerne er så voldsomt under pres, så vil millioner af mennesker søge ind til de afrikanske megabyer. Det er ikke holdbart, for der er slet ikke job nok,« siger Ulla Tørnæs, der understreger, at kombinationen af klimaforandringer og høj befolkningstilvækst også kan føre til endnu mere afrikansk migration til Europa, end den vi ser i øjeblikket.
900 millioner til to milliarder
Afrikas samlede befolkning vil ifølge fremskrivningerne vokse fra omkring 900 millioner mennesker i 2013 til to milliarder i 2050. Afrikanere i den arbejdsdygtige alder – altså de, der typisk migrerer, ventes at vokse endnu mere – fra omkring 480 millioner i 2013 til 1,3 milliarder i 2050.
Og allerede i dag er der dobbelt så mange klimaflygtninge/klimamigranter, som der er mennesker på flugt fra krig og konflikt, påpeger den humanitære organisation Care Danmark i en rapport, der blev fremlagt på COP22, klimatopmødet i Marokko i november sidste år.
Gøres der ikke noget effektivt for at modvirke klimaforandringerne – herunder tørken og ørkenspredningen i Afrika syd for Sahara – vil mindst 40 millioner mennesker blive fordrevet af ekstreme vejrforhold hvert eneste af de kommende år, anslår Care.
Men her og nu står en stribe lande med et akut problem: næsten 20 millioner afrikanere med tomme maver, som kun kan mættes, hvis omverdenen gør noget.
Og det gør den ikke. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. WFP, FNs fødevareprogram, og andre FN-organisationer har udsendt en hasteappel, hvor donorlandene bliver bedt om 4,4 milliarder dollar inden udgangen af marts. Indtil videre har FN-organisationerne kun modtaget 90 millioner dollar – »to cents for hver dollar, vi har brug for,« som Anne Poulsen, direktør for WFPs nordiske kontor i København, siger.
»Folk dør allerede i dag af fejlernæring. Næste stadie er, at antallet af døde vil stige støt, medmindre vi meget snart finder pengene til at redde liv for,« understreger Anne Poulsen.