AFP: Kim Jong-un vil gøre halvø atomvåbenfri

Dokument taler om etablering af nye relationer mellem USA og Norkorea, og »sikkerhedsgarantier« fra USA.

Foto: SAUL LOEB. Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har ifølge AFP forpligtet sig til at gøre Den Koreanske Halvø »fuldstændig atomvåbenfri« i den fælles erklæring fra topmødet.
Læs mere
Fold sammen

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har ifølge AFP forpligtet sig til at gøre Den Koreanske Halvø »fuldstændig atomvåbenfri« i den fælles erklæring fra topmødet.

Dokumentet, som præsident Donald Trump og Kim har underskrevet tirsdag, taler samtidig om etablering af nye relationer mellem USA og Nordkorea, hvor amerikanerne giver nordkoreanerne sikkerhedsgarantier.Det skriver flere nyhedsbureauer.

BBCs Laura Bicker siger, at der er fire overordnede punkter i Trump-Kim Erklæringen.

Den Koreanske Halvø skal gøres atomvåbenfri, der skal etableres nye relationer mellem de to lande skabes en stabil og varig fred. Derudover er der indgået en aftale om udlevering og udveksling af de jordiske rester af krigsfanger.

Dokumentet siger også, at den amerikanske udenrigsminister og en højtstående repræsentant for regimet i Nordkorea skal følge drøftelserne på topmødet op så hurtigt som muligt.

Kim har forladt stedet, hvor topmødet med den amerikanske præsident fandt sted.

»I dag har vi holdt et historisk topmøde og besluttet at lægge fortiden bag os,« sagde Kim ved underskriftsceremonien.

Trump sagde, at processen med atomnedrustning i Nordkorea vil begynde »meget, meget snart.«

Trump sagde videre, at han kunne tænke sig at invitere Kim til Det Hvide Hus. Han sagde, at der var udviklet et særligt bånd mellem dem.

»Vi vil mødes igen. Vi kommer til at mødes mange gange,« sagde han.

Inden tirsdagens arbejdsfrokost mødtes Trump og Kim alene i 41 minutter. Kun deres tolke var også til stede.

Mødets fokus var Nordkoreas atomvåben og de økonomiske sanktioner mod regimet.

 

/ritzau/