Irans militær meddeler lørdag, at Hormuzstrædet igen er under "streng" iransk kontrol på grund af USA's blokade af skibe fra iranske havne.
Det skriver internationale medier på baggrund af en udtalelse fra det iranske militærs operative hovedkvarter, Khatam al-Anbiya.
Den vigtige maritime flaskehals blev fredag af den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, erklæret midlertidigt åbent.
Men det har nu ændret sig.
- Kontrollen over Hormuzstrædet er vendt tilbage til sin tidligere tilstand, og dette strategiske stræde er under streng kontrol af de væbnede styrker, siger en talsperson ifølge Sky News.
Lørdag morgen skrev flere medier ellers på baggrund af data fra skibssporingstjenester, at skibe var begyndt at sejle igennem Hormuzstrædet. Nyhedsbureauet Reuters skrev, at en konvoj på otte skibe kunne ses i færd med en gennemsejling.
Men Iran ændrer sin beslutning om en genåbning på grund af USA's blokade af iranske havne, lyder det senere.
- Desværre fortsætter amerikanerne, hvis gentagne tillidsbrud er en del af deres historik, med at udføre pirateri og maritimt tyveri med deres såkaldte blokade, siger en talsperson til det iranske nyhedsbureau Fars ifølge dpa.
Fredag takkede USA's præsident, Donald Trump, for genåbningen af strædet. Men han meddelte også, at den amerikanske flåde opretholder en blokade i strædet rettet mod skibe, der sejler til og fra iranske havne.
Hormuzstrædet har i vidt omfang været lukket for civil skibstrafik siden USA's og Israels angreb på Iran 28. februar, der udløste en større konflikt i Mellemøsten.
Omkring 20 procent af den olie, der handles i verden, sejles under normale omstændigheder gennem strædet. Internationale energipriser er steget markant på grund af de seneste ugers situation i strædet.
Der har ifølge Reuters siden meldingen om genåbningen også været eksempler på, at nogle skibe forsøgte at sejle gennem strædet blot for at vende om.
/ritzau/
