Afgørelse om bulgarere i Libyen udsat

Den øverste juridiske myndighed i Libyen samles atter tirsdag og ventes da at drøfte sagen om fem dødsdømte bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge.

Det Øverste Juridiske Råd i Libyen var som planlagt samlet til møde mandag, men sagen om de fem dødsdømte bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge viste sig ikke at være på dagsordenen.

Men rådet samles atter tirsdag morgen, meddeler det statslige libyske nyhedsbureau Jana. Det ligger dog ikke fast, om rådet vil diskutere en eventuel benådning af de seks personer.

Alle seks har været fængslet siden 1999. De er dømt for at have smittet over 400 libyske børn med hiv/aids-inficeret blod. Men eksperter mener, at aidsudbruddet i virkeligheden skyldes dårlig hygiejne på børnehospitalet i Benghasi, hvor børnene var indlagt.

/ritzau/Reuters