Afghansk diplomat skudt og dræbt i Karachi

Personlig strid menes at ligge til grund for drab på diplomat i afghansk konsulat i Pakistan.

A en politimand på gaden, der leder op til den Afghanske ambassade, hvor en afghansk diplomat blev skudt og dræbt mandag. REUTERS/Akhtar Soomro Fold sammen
Læs mere
Foto: AKHTAR SOOMRO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En afghansk diplomat blev mandag skudt og dræbt i Afghanistans konsulat i den pakistanske storby Karachi, oplyser en talsmand for politiet.

Motivet bag drabet på diplomaten, som var tredjesekretær på konsulatet, er ikke kendt.

- Drabsmanden, som er anholdt, var en privat vagt, siger politiets talsmand, Saqib Ismail.

- Drabsmanden er også afghansk statsborger, tilføjer han.

- Vagten skød og dræbte diplomaten med sit automatvåben. Han affyrede mange skud, siger Ismail.

En ledende politimand, viceinspektør Azad Khan, siger, at skyderiet efter alt at dømme var udløst af en personlig strid mellem de to mænd.

Afghanistans ambassadør i Pakistan, Omar Zakhilwal, bekræfter skuddrabet på sin Facebookprofil.

- Der fandt i dag et skyderi sted i Afghanistans konsulat i Karachi. En afghansk vagt i konsulatet skød og dræbte en af vore diplomater. Der synes at have været tale om en personlig strid i forbindelse med en kriminel handling, skriver Zakhilwal.

Den ekstremistiske Talibanbevægelse opererer både i Afghanistan og Pakistan.