Afghanistans regering bekræfter mord på gidsel

Taliban har dræbt et sydkoreansk gidsel i Afghanistan, siger en talsmand. Oplysningerne bekræftes af Afghanistans regering.

Taliban dræbte onsdag et af 23 sydkoreanske gidsler i Afghanistan, efter at Kabul havde undladt at efterkomme et krav om at frigive tilfangetagne medlemmer af Talibanmilitsen.

Det sagde en talsmand for Taliban. Kort efter bekræftede en talsmand for Afghanistans regering, at et gidsel er myrdet.

Men samtidig rapporterede det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhab, at otte af de sydkoreanske gidsler er sat fri og på vej til et sikkert sted. Disse oplysninger kunne talsmanden for Afghanistans regering ikke bekræfte.

Taliban-talsmanden sagde også, at Taliban har sat en ny tidsfrist for at få opfyldt sine krav om tilbagetrækning af sydkoreanske soldater fra Afghanistan og frigivelse af Taliban-fanger. Fristen er sat til onsdag kl. 22.30 (dansk tid).

/ritzau/