Afghanerne er atter på flugt

Fordrevne. Krigen mod den afghanske Taleban-milits kan kun vindes, hvis NATO har lokalbefolkningen på sin side. Men krigen giver mange civile tab og flere og flere interne flygtninge, og det underminerer NATOs kamp om afghanernes hjerter.

NATO er gentagne gange blevet advaret, og den vestlige forsvarsalliance erkender også selv i stigende grad problemet: Sejren i Afghanistan er langt fra sikker, og jo hårdere NATOs styrker går til værks over for den afghanske Taleban-milits, jo sværere er det at vinde den altafgørende kamp om civilbefolkningens hjerter.

Og nu råber FN også vagt i gevær: »Den væbnede konflikt i Afghanistan resulterer ikke kun i et stort antal døde blandt de civile. Den har også sendt ti tusindvis af personer på flugt alene i år. Konsekvensen er, at folk mister deres hjem og levebrød, fordrevne børn går glip af deres skolegang, og familier ender i elendighed. Der må gøres mere for at undgå sådanne fordrivelser og for at beskytte de, der er fordrevet,« siger FNs særlige repræsentant for verdens interne flygtninge, Walter Kaelin.

Ifølge den internationale udviklings- og sikkerhedspolitiske tænketank, Senlis Council, betyder NATOs bombardementer af formodede Taleban-stillinger, at mange af landsbyernes lokale forlader hus og hjem og ender op i uformelle lejre uden beskyttelse, uden mad og uden adgang til læge og medicin.

»Disse flygtningelejre er fyldt med desperate og sultne mennesker, og lejrene er blevet et nemt rekrutteringssted for Taleban, der tilbyder en god hyre til mænd, der vil slås,« konstaterer Senlis Council.

Alene i år har de vestlige styrker dræbt omkring 250 civile, og sidste år døde mellem 700 og 1.000 civile som følge af kampene mellem NATOs styrker og talebanerne. For en lille måned siden erkendte NATOs generalsekretær, hollænderen Jaap de Hoop Scheffer, at det stigende antal civile tab skader alliancen, og han bebudede, at NATO-styrkerne vil begynde at være mere forsigtige i jagten på talebanerne. Eksempelvis overvejer NATO, om man kan benytte sig af mindre bomber.

Humanitær krise
Men det er ikke kun bombernes størrelse, der er et problem. Det fremmer heller ikke NATOs popularitet blandt afghanerne, at NATO-styrkerne efter at have deres bomber har ramt civile mål ikke gør noget for at råde bod på fejlen.

Efter en bombe-mission, er der ingen, der opsøger landsbyen for at tælle antallet af døde, og for at gøre situationen endnu værre, er der hverken medicinsk hjælp til de sårede eller bistand til genopbygning af de bombede hjem,« påpeger Norine MacDonald, der er præsident i tænketanken Senlis Council og bosat i Afghanistan.

Også i Røde Kors har man registreret »en forværret humanitær krise i Afghanistan«.

»Den humanitære situation i Afghanistan er værre i dag end for blot et år siden. Civile lider i høj grad, og det er utroligt svært for dem at leve et normalt liv,« siger Pierre Krähenbühl, der leder Internationalt Røde Kors programmer rundt om i verden.

»På grund af de tiltagende sikkerhedsproblemer og det faktum, at mange mennesker bor i meget afsides beliggende egne, er der mange mennesker i Afghanistan, der i dag ikke har adgang til lægelig behandling. Og specielt i den sydlige del af landet har vi det seneste halvandet år kunnet se en stigning i antallet af sårede fra krigshandlinger,« tilføjer Reto Stocker, der er leder af Internationalt Røde Kors operation i Afghanistan.

Problemet er ydermere, at Afghanistans hidtil relativt fredelige hovedstad og de ligeledes nogenlunde sikre provinser i nord i stigende grad hærges af terror og anden vold. Det påpeger blandt andet forsvarskomiteen under det britiske parlament, der for en måned siden udgav en meget dyster rapport om NATOs mulighed for sejr i Afghanistan.

Udbredt tortur og voldtægt
NATOs kamp for at vinde afghanernes hjerter svækkes også af, at alliancens samarbejdspartner i det krigsarrede land, den afghanske regering slet ikke er effektiv nok. Afghanernes frustrationer over manglende fremskridt bliver til vrede, der ikke kun rettes mod landets myndigheder, men også mod NATO, og i sidste måned mødtes nogle af de centrale internationale aktører i Afghanistan i Rom for at drøfte en løsning af et af de udestående problemer nemlig den helt utilstrækkelige retssikkerhed og de fortsat grove krænkelser af menneskerettighederne.

På konferencen mødtes regeringsdelegationer fra 26 lande, herunder Danmark, som var særligt inviteret på grund af den høje danske profil på menneskerettighedsområdet i Afghanistan. Ogog situationens alvor fremgår med al tydelighed af Udenrigsministeriets egen beskrivelse af forholdene i Afghanistan næsten seks år efter Taleban-styrets fald.

»Behovet for reformer er kolossalt. Fundamentale menneskerettigheder overtrædes til stadighed over hele Afghanistan og ofte uden nogen konsekvens for overtræderne. Det er almindeligt at høre, at kun fattige sidder i fængsel. Afghanistan har ikke nogen tradition for et formaliseret retssystem. 80 pct. af tvister og forbrydelser behandles i dag af uformelle retsinstanser, som f.eks. ældreråd i landsbyer eller religiøse overhoveder. Ingen af disse kender lovene. Ligeledes kender de officielle anklagere i provinserne ofte ikke landets love. Der er ingen tradition for at bruge forsvarsadvokater, og de bliver ofte afvist ved retssagerne. Lovgivningen er fortsat meget mangelfuld, og uddannelsen af jurister er utilstrækkelig til at dække behovet. Højesteret har hidtil været besat med dommere uden uddannelse,« fastslår Afghanistan-eksperterne i det danske Udenrigsministerium, der også rapporterer om »fængslinger, der opretholdes uden rettergang«.

»Fængselsceller oprettes i kældre af lejede huse, og kvinder og børn holdes fængslet i transport-containere. Tortur, voldtægt og anden mishandling er almindelig. Dertil kommer at særligt forbrydelser mod kvinder ikke efterforskes. Tvangsægteskaber ned til seksårs-alderen, kvindemishandling, samt handel med kvinder som led i at bilægge stridigheder er almindelige.«

Krigstræthed
Men donorlandene kan ikke skyde hele skylden over på den afghanske regering og dens manglende kapacitet. Sammenlignet med den bistand, som donorsamfundet har givet til andre af verdens brændpunkter eksempelvis Balkan er Afghanistan blevet svigtet. Donorerne er også blevet kritiseret for manglende samarbejde og koordination og for ikke at levere, hvad de lover.

»De forventninger, som er rejst på store donormøder, er fortsat uindfriede,« konstaterer Verdensbanken i sin seneste rapport om Afghanistan.

På sigt er problemet imidlertid om NATO-landenes regeringer og befolkninger vil blive ved med at bære de ofre, som indsatsen kræver. Indtil videre er XX NATO-soldater blevet dræbt i kampen mod Taleban, og krigstrætheden er begyndt at melde sig i flere NATO-lande.

Kort sagt: Kan NATO stå distancen? Ifølge en undersøgelse foretaget af den internationale tænketank, Senlis Council, er afghanerne ikke overbeviste. I undersøgelsen svarer halvdelen af i alt 17.000 adspurgte afghanske mænd, at de mener, at Taleban vil vinde krigen.