Af en kaffomans bekendelser

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som tidligere kaffoman, der uden problemer slugte ti kopper kaffe eller mere om dagen – og var uofficiel gymnasiemester i kapgang med fyldte kaffekopper – er jeg nu gået over til te til morgen­maden for at få kaffeindtaget lidt under kontrol. Men jeg har derfor ekstra høje krav og forhåbninger til dagens første kop kaffe, og her kan livet som Bruxelles-korrespondent være en udfordring.

Kafferevolutionen har naturligvis også ramt Bruxelles med et væld af nye kaffebarer, hvor hipster-baristaer laver forrygende kaffe og flasher deres smarte La Marzocco-maskine som et helligt tempel. Men som korrespondent er man de fleste morgener tvunget til at indtage den første kop kaffe i mindre hellige omgivelser.

Det sker især i NATO-hovedkvarteret, EU-Kommissionen, Rådsbygningen og Europa-Parlamentet. Hvert sted sin kaffe, sine omgivelser og sin smag.

At USA betaler gildet i NATO, kan nu ses meget symbolsk ved, at Starbucks er begyndt at stå for espressobrygningen i NATO-hovedkvarteret. Der står i hvert fald Starbucks på et stort skilt og på kopperne, ligesom de ansatte nu bærer et Starbucks-forklæde.

Jeg går også ud fra, at det nu er Starbucks-bønner, der bruges, men det er umiddelbart svært at smage forskel på kaffen før og efter Starbucks’ indtog i NATO.

Man kan også stadig trække sin kaffe i en automat, som er væsentlig billigere, og det vælger en del såvel NATO-ansatte som journalister at gøre. Starbucks deler tydeligvis vandene – både inden for og uden for NATOs mure.

Personligt vælger jeg Starbucks-kaffen, fordi den trods alt er bedre end den fra automaten, men jeg har endnu ikke lært det særlige Starbucks-sprog for kaffestørrelser, og jeg har heller ingen intention om at nå til det stadium.

Man kan dog godt få rigtig god italiensk kaffe i NATO-regi, men det er vel at mærke på de italienske NATO-skibe, der også serverer mad af en helt anden kvalitet end på de amerikanske skibe. Mad- og kaffekvaliteten på de amerikanske skibe står i skærende kontrast til det imponerende militære isenkram, men på de italienske skibe ved man, at en soldat ikke er stærkere end den mad, som han eller hun spiser.

Engang på et italiensk flådefartøj, der ledte efter ubåde, blev jeg ikke bare mødt af en rigtig espressomaskine. Espressoen blev brygget af en fra køkkenholdet, der kunne finde ud af at brygge kaffe. Det lader en italiener selvfølgelig ikke en lægmand om. Og maden? Tre retters lækker italiensk frokost, hvorefter man kun kunne udbryde et: »Mama Mia.«

Ideen om en Starbucks i EU-Kommissionen er selvsagt nærmest utænkelig. Én ting er Margrethe Vestagers sag mod Starbucks’ skatte­aftale i Holland, en anden og vigtigere er kulturen. Der er mange stolte italienere i EU-Kommissionen, som ville falde om, hvis nogen bare foreslog den slags kætteri.

Kaffens kvalitet er acceptabel, og især i forhold til prisen på blot en euro per kop – en tredjedel af Starbucks-kaffen i NATO. Eller det vil sige 1,01 euro, for priserne blev inflationsjusteret efter nytår. Det er lidt besværligt for alle parter med den ekstra eurocent. Man kan ganske vist betale med kort, men i Belgien hersker kontanterne stadig, og det gør ikke ventetiden i køen kortere, at der skal fumles med småmønter på begge sider af disken.

I Rådsbygningen lige over for EU-Kommissionen koster kaffen stadig 1,00 euro, hvilket er lidt et mysterium, da inflationen umiddelbart burde være den samme på begge sider af vejen. Men måske er det Rådets danske generalsekretær, der i pragmatisk stil har valgt at droppe pris­reguleringen. Selve kaffen er svær at smage forskel på i de to bygninger.

Også Europa-Parlamentet har sine særheder, hvad kaffen angår. Her er nemlig et særligt system for, hvem der tager imod penge, og hvem der brygger kaffen. Om der i virkeligheden er tale om en speciel belgisk form for effektivisering, står ikke helt klart. Men i alle fald har Europa-Parlamentet de bedste omgivelser at indtage tage kaffen i. Kaffebaren er med en god portion ironi opkaldt efter Mickey Mouse som en reference til en vis britisk jernlady, der ikke gav så meget for Europa-Parlamentet.

Kendere af baren vil måske indvende, at stolene i de stærke blå, grønne, gule og røde farver ikke just er en fryd for øjet, men de har nu deres egen charme på en særlig Mickey Mouse-agtig måde.

Efter en hård arbejdsuge er der dog intet som en lørdagstur gennem Bruxelles, der slår vejen forbi den etiopiske Aksum-kaffebar, hvor kaffen, omgivelserne og stemningen går op i en højere enhed. Aksum er naturligvis kommet med i enhver Bruxelles-guidebog nu, men selv om turisterne kan være mange, er Aksum til hver en tid et besøg værd efter en uge i NATO og EU-institutionerne.

Jakob Ussing er Berlingskes korrespondent i Bruxelles