Ærlige japanere afleverer over 400 mio. kroner tilbage

I tumulten efter jordskælvet i marts har japanerne vist en enorm ærlighed og omsorg.

Japanere har indleveret over 400 mio. kroner, de har fundet i ruinerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIMIMASA MAYAMA

Det er fem måneder siden, Japan blev ramt af det kraftigste jordskælv i landets historie. Jordskælvet og den efterfølgende tsunami tvang Japan i knæ. Bygninger blev revet væk, huse smadret og mennesker dræbt.

I murbrokkerne har der ligget tusindvis af punge med kontanter i, og dem har japanerne været imponerende gode til at aflevere til politiet. Nu er pengene blevet talt sammen, og indtil videre er det blevet til over 400 mio. kroner i kontanter. Det skriver Daily Mail.

Men det er ikke kun punge og småbeløb, der er blevet indleveret til politiet. Mere end 5700 pengeskabe er skyllet op på kysterne og afleveret til politiet. Ét af pengeskabene alene indeholdt over fem mio. kroner. Der er også blevet fundet guldbarrer, antikviteter og andre værdigenstande i de aflåste pengeskabe.

Plaster på såret

Japansk politi oplyser, at stort set alle pengene, der er blevet fundet i de værst ramte områder, er blevet leveret tilbage til deres ejermænd. Det har været muligt, fordi mange af pengeskabene har været mærket med ejerens navn og adresser på.

Der er ligefrem blevet indleveret så mange pengeskabe, at politiet har haft svært ved at finde plads til dem alle sammen. Ofunato Police Station i Japan har hyret tre eksperter til at åbne de mange låste pengeskabe. Og det er ikke en nem opgave, for tit er nøglehullerne fyldt med mudder.