En 86-årig kvinde er fredag aften blevet dræbt under et knivstikkeri på et plejehjem i den tyske by Olfen nord for Dortmund.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa samt avisen Bild.

To kvinder på henholdsvis 81 og 83 år er alvorligt såret. Den ældste er i livsfare, skriver Bild.

Den formodede gerningsmand er en 72-årig mand, som også bor på plejehjemmet, siger politiet ifølge dpa. Han er blevet anholdt.

Knivangrebet fandt sted i cafeteriet på plejehjemmet, skriver de tyske medier på baggrund af oplysninger fra politiet.

Ifølge Bild blev alarmcentralen ringet op kort efter klokken 19.

Et stort antal politibetjente rykkede ud til plejecentret. To redningshelikoptere landede ude foran bygningen i løbet af aftenen.

Ifølge Bild fandt angrebet sted på plejehjemmet St. Vitus-Stift. Det er et såkaldt seniorcenter, hvor der bor 77 ældre mennesker, som har behov for pleje og støtte på grund af helbredsproblemer.

Plejecentret omfatter desuden 36 handicapvenlige lejligheder med støtte samt bofællesskaber for ældre mennesker med demens.

Politiet har åbnet en drabsefterforskning. Det er fortsat uklart, hvad der skal have fået den 72-årige mand til at angribe de tre kvinder med kniv.

RITZAU