»Æg-kongen« af Kina har store problemer

Det er mælkeskandalen om igen. Men nu handler det om æg. Og skandalen, der har et højtstående medlem af Kinas kommunistparti i hovedrollen, vokser.

BEIJING: Der er nu fundet melamin i æg fra tre kinesiske virksomheder. Samtidig er det kommet frem, at myndighederne kendte til de giftige æg allerede for en måned siden, men at de forsøgte at dække over skandalen og forbød lokale medier at skrive om sagen.

Det er især Han Wei, der har fået hovedrollen i den nye fødevareskandale. Han er direktør for den største af de tre virksomheder, og er kendt som blandt andet »Kinas Hønsekonge« og »Æg-kongen«. Han kendte ifølge de kinesiske medier til problemerne allerede i begyndelsen af oktober.

Ud over at være direktør er Han Wei også højtstående medlem af Kinas kommunistparti og en af de 300 mest magtfulde politikere i landet. Den eksklusive gruppe af politikere mødes en gang om året til topmøde i Beijing – senest for to uger siden – og her talte Han Wei ifølge den Hongkong-baserede politiske kommentator Ji Xiaohua om fødevaresikkerhed hele ti gange under mødet. Ifølge kommentatoren sagde han blandt andet:

»Regeringens førsteprioritet er folket. Det grundlæggende spørgsmål for folket er fødevaresikkerheden, og derfor skal vi være særligt opmærksomme på det.« Udtalelsen faldt på et tidspunkt, hvor Han Wei var klar over, at der var problemer med hans virksomhed.

Ji Xiaohuas artikel er blevet lagt på det kinesiske internet. flere stederMen der er stadig meget få rapporter om æggene i kinesiske medier. Flere artikler og diskussioner om sagen på internettet er blevet slettet af censuren.

Ligner mælkeskandalen

Dermed ser det ud til, at skandalen vokser på samme måde som sagen om den melaminforurenede mælk.

Virksomheder og myndigheder har nemlig også her forsøgt at dække over problemerne. Hovedpersonen i mælkeskandalen, mejeriet Sanlu, kendte nemlig til det forurenede mælkepulver allerede i december sidste år. De lokale myndigheder fik det at vide i august, men det var først i september, at offentligheden blev informeret.

På samme måde med æggene. Han Wei og hans virksomhed har hovedsæde i den nordøstlige provins Liaoning. Ifølge avisen Xinjing Bao begyndte myndighederne i starten af oktober en undersøgelse af virksomheden, hvorefter de nedlagde forbud mod at omtale sagen i medierne.

I mælkeskandalen var Sanlu det første mejeri, der kom i vanskeligheder. Nu er mere end 20 mejerier involveret og eksporten berørt af en skandale, der startede med at handle om mælkepulver til børn og spædbørn, men som nu omhandler alle produkter med mælk såsom chokolade, is, kiks, langtidsholdbar mælk.

Sagen gik fra at handle om en enkelt virksomhed til at dreje sig om hele mejerisektoren, og det samme gør sig gældende med æggene. Han Weis virksomhed var blot den første, hvor der blev fundet melamin i æg. I går blev yderligere tre virksomheder involveret i skandalen, og der er også fundet kinesiske ægprodukter med melamin i Japan og Sydkorea.