Et af Tysklands mest kendte historiske steder - Adolf Hitlers gamle fæstning "Ørnereden" - står i flammer fredag aften.

Politiet mistænker brandstiftelse, siger en talsmand for politiet i Berchtesgaden i den tyske delstat Bayern. Det skriver det tyske medie Bild.

- Kehlsteinhaus (Ørnereden, red.) er i fuld brand, og brandvæsenet er i gang med en stor indsats. Der er mistanke om brandstiftelse, siger talsmanden.

Anmeldelsen indløb kort efter klokken 21.00. Da politi og brandvæsen ankom, var bygningen fuldstændig antændt, skriver Bild.

Politiet har anholdt en motorcyklist, som betjente mødte på vej ud til branden. Det vides endnu ikke, om motorcyklisten har noget med branden at gøre.

Den præcise brandårsag er desuden ukendt. Der opholdt sig umiddelbart ingen personer i huset, skriver Bild.

Sent fredag aften arbejder brandvæsenet på at slukke branden, men det er endnu uklart, om den historiske bygning kan reddes.

Kehlsteinhaus, der har tilnavnet Ørnereden, ligger 1834 meter over havets overflade i Berchtesgaden og er et af de mest kendte udflugtsmål i området.

Bygningen blev opført i 1937-1938 som et tehus for Adolf Hitler i anledning af hans 50-års fødselsdag. Hitler selv benyttede dog kun sjældent stedet.

Det nærliggende Obersalzberg var fra 1933 til 1945 et af nazisternes vigtigste magtcentre uden for Berlin.

Bygningen har siden 1952 været anvendt som bjergrestaurant og tilhører i dag delstaten Bayern.

En udstilling på det historiske sted fortæller om bygningens historie under nazismen.

RITZAU