Admiralens sidste vise

Berlingskes læsere er bekendt med, at korrespondenten bor i en ejendom med mange handlekraftige mennesker. Admiralen er en af dem. Nu forlader han ejendommen efter 23 år. Beskeden tikkede ind i beboernes mailboks en mandag. Helten fra de syv have – bygningens mest handlekraftige ejerfore­ningsformand gennem tiderne, admiralen i den amerikanske atomslagstyrke – havde efter 23 år som beboer i ejendommen tænkt sig at »drosle« ned sådan kvadratmetermæssigt og ville derfor fraflytte sin herskabelige lejlighed på 220 kvadratmeter og flytte ind i noget mindre.

»Hvad i himlens navn mener han. Når man bor her, har man droslet ned én gang, og så er der ingen grund til at gøre det igen« sagde min 93-årige nabo, da jeg mødte hende ved elevatoren. Hun bor i en lige så stor lejlighed som admiralen. Hun droslede ned for godt 20 år siden og forlod et hus med 12 soveværelser, lige så mange badeværelser samt tjenestefolk og flyttede ind i St. Nicholas, som ejendommen hedder. Det skete, efter at hendes afdøde mand havde haft en række fejlagtige investeringer efter den sidste udstationering som CIA-agent i Bolivia. Det var et eller andet med nogle fly, han havde gemt af vejen inde i junglen. Flyene skulle være en slags pensionsopsparing. Men han gemte dem ikke godt nok. For de forsvandt en sen nattetime og er ikke blevet set siden. »Han var et fjols,« sagde hun for et par år siden uden stor sentimentalitet over for den afdøde mand.

Admiralens afgang var bare historien den dag. Det eneste gode, man kunne sige om det, var, at ejerforeningens barskab kom i brug igen. En ejendom i Washington D. C. har selvfølgelig en ejerforening, der holder en afskedsreception for dem, der fraflytter i levende live, og en fest for dem, der flytter ind. De første er sjældne. Det er de sidste selvklart ikke. Derfor sker det ikke så tit, at man har en afskedsreception. Men nu skulle det være, og den, der lægger lejlighed til, får stillet barskabet til rådighed i 24 timer.

Viceværten, Merrild, som de fleste læsere også vil huske – helten fra Vietnam – var den, der skulle transportere barskabet med indhold op til den lejlighed, festen skulle holdes i. Merrild er den eneste, der har admiralens respekt. To gange i Vietnam. Tidligere sergent i det berømte 101st faldskærmsregiment også kendt under navnet »The Screaming Eagles«. Han er den, der har opgaven at hente barskabet med lækkerierne og sørge for, at det hele intakt kommer derned, hvor festen skal holdes. Jeg meldte mig frivilligt til at hjælpe.

Merrild anså admiralens flugt fra ejendommen med største misbilligelse. »Nu rabler det hele. Først Trump og nu det, at admiralen forsvinder. Det går ikke alene ned ad bakke for USA, det går også den forkerte vej med St. Nicholas,« sagde Merrild, som ikke kan fordrage Trump, fordi han taler ned til de sorte.

»I Vietnam forlod vi ikke slagmarken, bare fordi det så lidt tungt ud. Vi blev og tog kampen op,« sagde Merrild, der virkelig var ophidset. Om han troede, at admiralen tog flugten ved udsigten til, at Trump flyttede ind et par gader nede ad vejen i Det Hvide Hus, står hen i det uvisse. Jeg turde rent ud sagt ikke spørge.

Dagen oprandt. Vi var alle i det fineste puds, og admiralen og hans nydelige hustru, som kalder sig »kvindepolitisk flygtning« fra Texas, dukkede op i meget afslappet tøj. Admiralen smilede til højre og venstre og var i det gode lune. Hans hustru skænkede sig en whisky, fordi hun netop havde set Trump i fjernsynet.

»Han er en komplet idiot,« var hendes bemærkning. Hun stemmer nemlig på Hillary Clinton »i mangel af bedre«. »Trump er den type mand, jeg voksede op med i Texas. Ingen respekt for kvinder. Ingen respekt for noget som helst,« sagde hun til en række veninder, der gav hende ret. I ejendommen er man nemlig mest demokrat. De få republikanere, der er, står i hvert sit hjørne og undskylder på partiets vegne.

Admiralen selv var tilsyneladende ligeglad med politik denne dag. Han var mere interesseret i at drøfte flytteproceduren med Merrild. Det skulle foregå med militær præcision over to dage. For der var efter 23 år meget, der skulle flyttes.

Nu var Merrild ikke til sinds at lade admiralens faneflugt gå stille hen. »Hvis du flytter fra Washington på grund af Trump, så fortryder du. Han vinder ikke.« Det var et argument, admiralen tydeligvis ikke havde overvejet, for han lignede et stort spørgsmålstegn. »Jeg skal bare drosle lidt ned, og jeg flytter ikke så langt væk,« sagde han. Men ordet Trump satte en lavine i gang.

»Jeg flytter tilbage til Irland, hvis Trump vinder,« bekendtgjorde værtinden, som ved siden af sit amerikanske statsborgerskab havde beholdt sit irske. »Jeg flytter tilbage til Schweiz,« sagde en anden nabo, der havde giftet sig med en amerikanske kvinde. »Og jeg flytter tilbage til Danmark næste år. Men det var nu planlagt i forvejen,« sagde jeg med et stille smil i et forsøg på at vende stemningen.

Merrild så helt forkert ud. »Så rejs dog allesammen, og lad mig være tilbage alene med Trump,« sagde han. Dog med et lille smil, efter at han havde konstateret, at hele ejendommen – uanset partitilhørsforhold – ikke var Trump-tilhængere.

Men det er næppe nogen overraskelse i og med, at det ikke just er personer, der pengemæssigt har haft det svært i livet. Så Trump kommer måske. Men admiralen går.

Således forandres verden i et tempo, ingen i ejendommen havde troet muligt for blot få måneder siden. Alle troede, at admiralen skulle bæres ud. Og ingen har haft fantasi til at forestille sig, at Trump nogensinde kunne blive præsident. Men sådan er det at bo i D.C. Der er man sidst til at opfatte, hvad der foregår ude i landet. Der, hvor disse pokkers vælgere bor.