Abruzzo ligger i stadig i ruiner efter skælvet

Kun rotter og fugle er tilbage i landsbyen Villa Sant’Angelo, efter det største jordskælv i flere hundrede år rystede den italienske region Abruzzo. Mange mindre landsbyer ligger i ruiner – nogle af dem måske for altid.

17 beboere i Villa Sant’Angelo omkom ved jordskælvet den 6. april i år. Her ses byens kirke få dage efter skælvet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Laporta
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jordskælvet har sparket dørene ind til de private stuer. På nogle vægge hænger malerierne stadig sirligt side om side, selv om gulvet dingler i underboens soveværelse. Andre steder er hele huses indhold sprængt ud på gaden.

Det tørre støv fra de knuste sten hænger i luften som en kronisk klump i halsen og sætter sig i fimrehårene i næsen som en lugtfri gas. Italienernes sniksnakken og råben fra vinduerne er erstattet af højlydt fuglekvidder. Sammen med rotterne er de Villa Sant’Angelos eneste tilbageværende indbyggere.

Klokken 03.32 den sjette april modtog den lille by i Mellemitalien nemlig sin dødsdom.

Jorden havde skælvet i flere dage. Der blev kortere mellem rystelserne, og de blev kraftigere. Klokken 03.31 tikkede mangen et vækkeur for sidste gang. Jorden rystede. Vinduer sprang. Møbler blev kastet rundt. Husene opførte sig som balloner, der bliver pumpet med helium, indtil plastikken må give efter for trykket, husker byens borgmester Pierluigi Biondi. På få sekunder blev 90 procent af landsbyens bygninger ødelagt.

Kainsmærkede bygninger
Pierluigi Biondi går med faste skridt ind mod bymidten. Fra at være borgmester i jakke og slips er den unge mand nu koordinator af den største redningsaktion i byens historie i jeans og T-shirt.

Han har hjelm på, men kigger alligevel nervøst mod de skrøbelige facader, inden han sætter den ene praktiske sko foran den anden. Byen er spærret af, da bygningerne kan vælte ved selv det mindste vindstød. Men også for at forhindre røvere i at gå på rov. Nogle steder er der kun mursten, hvor der engang var huse. Andre steder står facaderne, som de var før skælvet, men med det karakteristiske kryds, som jordskælvets energiudladning efterlader.

»Inden i er der ingenting tilbage,« fortæller han.

Samme rute gik han den nat, jorden begyndte at ryste. Efter at have skaffet sin familie i sikkerhed gjorde han, hvad enhver førsteborger har pligt til. Han gik ind til byens centrale plads. Herfra husker han kun brudstykker. Kirketårnets ur, der var gået i stå omkring klokken kvart i fire. Lugten af gas. Skrigene, tårerne og folk der blev gennet i sikkerhed i byens park.

»Vi gik i gang med en optælling af de knap 440 borgere, og derefter gik turene rundt til de sammenstyrtede huse,« fortæller han og peger mod resterne af huset foran kirken på pladsen.

Her måtte brandmændene fire sig ned i de sammenstyrtede etager og hente en 80-årig dame ud ved at binde en brandslange omkring hende.

Knuste bryllupsplaner
Andre steder var det for sent, allerede inden redningsarbejdet gik ind. Pierluigi Biondi standser ved et hus, hvor røde teglsten dækker en bunke af knuste murbrokker. Ved siden af står resterne af en lille kirke. Her skulle to bysbørn have sagt ja til hinanden i begyndelsen af juni med Pierluigi Biondi som vidne.

»Det skulle ske inden kommunalvalget, så de var helt sikre på, at jeg stadig var borgmester,« fortsætter han.

Men brylluppet er aflyst for altid. Ikke på grund af kirken der ligger i ruiner, men fordi brudgommen blev kvast under murbrokkerne.

Mens levende og døde blev reddet ud af de sammenstyrtede huse, blev folk beordret til at blive i byens park. Jorden rystede stadig, og ingen vidste, om det værste endnu var overstået. Selv om solen lige så langsomt krøb op over horisonten, forsøgte mange at forholde sig til begivenheden som til et mareridt, fortæller Pierluigi Biondi.

Nogle måtte som Mirella Perottis mand træffe grusomme valg. Da murene væltede ned over familien, bar han parrets søvndrukne teenagedatter ned ad trapperne og ud i sikkerhed. Da han kom op for at hente sin gangbesværede mor, var det for sent, fortæller Mirella Perotti.

Når hun tænker på natten, svømmer hendes øjne over. Det gør de ofte her for tiden, og hendes veninder kalder hende for teltlejrens springvand. Borgerne bor nu klumpet sammen på en parkeringsplads for foden af landsbyen. Blå telte står side om side. Otte feltsenge er klemt ind i hvert telt, og familier er blevet rystet sammen på kryds og tværs.

Mirella og veninderne sidder foran teltet, da den skarpe sol og de 37 graders varme har gjort teltene til saunaer.

»Vi er blevet lovet små træhuse inden vinteren kommer. Vi håber, de kan nå det, for her findes kun to sæsoner; en hed sommer og en kold vinter,« siger en af kvinderne ved bordet, Tiziana Centi.

Alle dage er ens
Kvinderne har forsøgt at gøre teltene hyggelige med børnetegninger på plastikvæggene og en espressomaskine, men der er kun plads til det allermest nødvendige.

For 30-årige Carmen De Michele er ventetiden værst. Dagene er ens. Alle måltider bliver spist ved træborde i det store telt i midten af lejren, hvor frivillige langer gavmilde portioner ud morgen, middag og aften. Men der er intet at tage sig til andet end at sidde ude i ly for varmen, og det er endnu alt for tidligt at begynde arbejdet i byen. Så snart byen er sikker, vil hun hjælpe med at bygge byen op.

»Restauranten, hvor jeg har arbejdet hele mit liv, skal tilbage til hvad den var før – det samme skal pladsen i midten af byen. Jeg ved godt, at det er umuligt at genskabe byen som den var. Måske kan vi skabe noget nyt,« siger hun.

Men ikke alle unge har det som Carmen – det ved Villa Sant’Angelos borgmester kun alt for godt. Jordskælvets epicenter lå få kilometer fra landsbyen. På landevejen mod regionens hovedby, L’Aquila, ligger den ene ødelagte landsby efter den anden, og mange af byernes borgmestre frygter, at jordskælvet ikke blot har ødelagt facader og gader, men også byernes mulighed for en fremtid.

»Mange unge familier har ikke tålmodighed til at vente på, at byen bliver genopbygget. De søger bort og kommer sikkert ikke tilbage. Samtidig vil de mange familier, der måske har et hus i byen og bruger huset her i landsbyen som feriehus heller ikke vender tilbage, hvis de ikke bliver kompenseret,« siger Pierluigi Biondi, der er trukket ind på sit kontor i en snæver barak.

Derfor råbte borgmestrene fra de små byer også op over for regeringen for nylig. Regeringens redningspakke giver alle borgere uden bolig kompensation. Men det vides ikke, om folk med flere huse bliver fuldt kompenseret.

»Derfor er der en reel fare for, at byerne bliver affolket – det har vi set før, og for at undgå det, er det nødvendigt at kompensere de mange familier, der har et sommerhus i byerne,« fortæller Raniero Pizzi, der er journalist på lokalavisen Il Centro.

Så langt tænker de fleste borgere i Villa Sant’Anglo ikke endnu. Mange borgere tænker mest på at få fat i de få personlige ejendele, der ligger tilbage under murbrokkerne.

»Nogle gange er der tale om plastiksmykker eller et fotografi. Det er sjældent sølvbestikket eller andre værdier, de graver efter,« fortæller en af de brandmænd, der går og rydder op i gaderne.

Tiziana Centi har ikke lyst til at besøge byen eller se sit sammenstyrtede hjem.

»Lige nu vil jeg huske min hus og min by, som det var. Måske finder jeg styrken senere,« siger hun. Carmen De Michele trodser fra tid til anden afspærringerne og går rundt i byens gader om aftenen for igen og igen at se med egne øjne, at ulykken virkelig er indtruffet. At hendes hjemby, som hun kendte den, er borte.