Abort bliver afkriminaliseret i hele Australien

Australiens mest folkerige delstat, New South Wales, har afkriminaliseret abort som den sidste i landet.

»Undskyld, at det tog så lang tid,« siger det uafhængige parlamentsmedlem Alex Greenwich, der har stået bag lovændringen, på Twitter. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOEL CARRETT

Natten til torsdag afkriminaliserede Australiens mest folkerige delstat, New South Wales, som den sidste i landet abort.

Dermed bliver loven, der har stået siden 1900, og som kunne give kvinder og deres læger op mod ti års fængsel, ændret, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den nye lov giver læger ret til at udføre en abort indtil uge 22. Skal det ske efter uge 22, kræver det, at to læger godkender aborten og søger råd hos et vejledende hospitalsudvalg.

Til sammenligning er grænsen for abort i Danmark på 12 uger.

Ved den gamle lov måtte læger kun udføre abort, hvis de fandt, at kvindens helbred var i alvorlig fare.

Lovændringen sker efter lang tids politisk debat og tovtrækkeri i delstaten, hvori storbyen Sydney ligger.

»Undskyld, at det tog så lang tid«, siger det uafhængige parlamentsmedlem Alex Greenwich, der har stået bag lovændringen, på Twitter.

»Min dybeste taknemmelighed går til mine kolleger i parlamentet og til de forkæmpere for kvinders rettigheder, der har kæmpet for dette i årtier«, siger han videre i en pressemeddelelse ifølge AFP.

Den katolske ærkebiskop i Sydney, Anthony Fisher, kalder det en "mørk dag for staten", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er sjældent, at personer straffes for at have brudt abortlovgivningen i delstaten, men det sker. I 2017 blev en kvinde dømt for at have forsøgt at fremprovokere en abort ved at tage piller, hun havde købt over nettet.

New South Wales var den sidste stat, der havde abort stående under landets straffelov, Crimes Act.

Der er dog stadig betingelser i andre delstater i Australien.

I delstaten South Australia er en abort kun lovlig, hvis læger vurderer, at kvindens mentale eller fysiske helbred er i fare, eller hvis barnet er alvorlig handikappet fysisk eller psykisk.

/ritzau/