Abdullah Gül Tyrkiets nye præsident

Valget af Abdullah Gül til præsident er en triumf for regeringen.

Det tyrkiske parlament valgte tirsdag Abdullah Gül som Tyrkiets præsident.

- Abdullah Gül sikrede i tredje runde en absolut majoritet og blev valgt til Tyrkiets 11. præsident med 339 stemmer, sagde parlaments formand, Koksal Toptan. Parlamentet har 550 medlemmer.

Valget af Gül, den hidtidige udenrigsminister, er en stor triumf for regeringen, der har rødder i politisk islam. Det sker efter et opgør med den sekulære opposition, som siden april har modsat sig valget af Gül.

Samtidig meddelte premierminister Tayyip Erdogan, at han onsdag venter at præsentere en reformorienteret regering, som skal godkendes af den nye præsident.

EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, hilste valget af Gül velkommen.

- Efter min mening giver dette en mulighed for et nyt, umiddelbart og positivt afsæt for optagelsesprocessen i EU gennem fremskridt på en række nøgleområder, sagde han.

Tyrkiet indledte optagelsesforhandlinger med EU i 2005.

/ritzau/