Den katolske kirke i Frankrig havde allerede i 2021 kendskab til beskyldninger om, at den populære romersk-katolske præst Abbe Pierre, der viede sit liv til at hjælpe Frankrigs fattige og hjemløse, skulle have begået seksuelle overgreb. Det siger medlemmer af en uafhængig undersøgelseskommission lørdag.

Abbe Pierre, eller Henri Groues, var kapucinermunk og forordnet katolsk præst, som døde i 2007, 94 år.

Hans eftermæle er domineret af hans store indsats med at hjælpe fattige og mennesker i nød.

Han oprettede velgørenhedsorganisationerne Emmaus og Abbe Pierre Stiftelsen. Han blev kendt for sin kompromisløse holdninger, når det gjaldt om at hjælpe hjemløse og andre i samfundets udkant. Han blev jævnligt udpeget som den mest populære person i Frankrig.

Men det er i denne uge kommet frem, at syv kvinder har fortalt om seksuelle overgreb eller seksuel chikane fra Abbe Pierre selv. Og lørdag sagde fire personer, der har deltaget i undersøgelserne, at de allerede havde fremlagt belastende vidneudsagn mod ham i oktober 2021.

- Blandt de 1200 vidneudsagn, som er fremsat og behandlet af vort hold, er der tre, som direkte omhandler Abbe Pierre, skriver fire af efterforskerne i en artikel i Le Monde. Den ene af sagerne omhandler en episode i Belgien i begyndelsen af 1980'erne.

Under krigen hjalp Abbe Pierre Charles de Gaulle, som senere blev fransk præsident, med at flygte ud af landet, og siden hjalp han utallige fattige og hjemløse.

Efter krigen dannede Pierre Venner af Emmaus-foreningen sammen med en krigskammerat. Foreningen eksisterer stadig, bekæmper fattigdom og Emmaus International har nu centre i 50 lande verden over, blandt andet i Danmark.

Abbe Pierre blev nomineret til Nobels fredspris, og meningsmålinger har i de senere år gang på gang givet Abbe Pierre titlen som den mest populære person i Frankrig foran politikere og berømtheder.

De sidste år af sit liv boede Abbe Pierre på et pensionat uden for Rouen i det nordvestlige Frankrig.

Abbe Pierre døde på et militærhospital i Paris i januar 2007.

/ritzau/Reuters