Abbas skal alligevel mødes med Hamas-leder

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, skal alligevel mødes søndag med en højtstående Hamas-leder i Damaskus. Det siger Abbas-medarbejderen Saeb Erekat.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, skal alligevel mødes søndag med den højtstående Hamas-leder Khaled Meshaal i Damaskus.

Det siger Abbas-medarbejderen Saeb Erekat. Han tilføjer, at mødet holdes søndag aften. Tidligere meddelte Hamas-repræsentanten Mussa Abu Marzuka, at mødet var blevet aflyst.

Det stort anlagte møde blev først flyttet fra lørdag til søndag, og formålet var for parterne at finde en løsning på den palæstinensiske magtkamp mellem Abbas' Fatah-bevægelse og Hamas-bevægelsen, som leder den palæstinensiske regering.

Voldelige sammenstød mellem Fatah- og Hamas-tilhængere har kostet 30 mennesker livet i Gazastriben den seneste måned.

/ritzau/Reuters