Abbas mødes med Hamas-leder

Palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, mødtes søndag med en Hamas-leder i Damaskus, for at stoppe den indbyrdes magtkamp og danne national samlingsregering.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, mødtes søndag med den højtstående Hamas-leder Khaled Meshaal i Damaskus. Målet med mødet er at gøre en ende på den voldelige magtkamp mellem de to palæstinensiske organisationer og danne en national samlingsregering.

Med ved mødet var også den højtstående Hamas-repræsentant Mussa Abu Marzuk, der bor i Damaskus, samt den erfarne palæstinensiske fredsforhandler Saeb Erekat fra Fatah.

Forhandlingerne bliver afgørende for, om det vil lykkes at løse den langvarige strid mellem Abbas' Fatah parti og den regerende islamiske Hamas-bevægelse. Magtkampen mellem de to er brudt ud i regulære ildkampe og hævnaktioner, der i december kostede 30 mennesker livet.

Der var til det sidste tvivl om mødet, der først flyttet fra lørdag til søndag, derefter aflyst og siden hen alligevel gennemført.

/ritzau/