Abbas: Israel truer palæstinensernes liv og eksistens
Israel begrænser sig ikke til at undergrave tostatsløsning, men truer palæstinensernes eksistens, siger Abbas.

Israel begrænser sig ikke til at undergrave tostatsløsning, men truer palæstinensernes eksistens, siger Abbas.

Israel truer palæstinenserne på deres liv og eksistens, siger lederen af det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, i en tale ved FN's Generalforsamling i New York.
- Faren er ikke længere begrænset til at undergrave tostatsløsningen og forhindre realiseringen af en palæstinensisk stat, siger Abbas.
- Den er nu blevet til en trussel mod selve livet og eksistensen for det palæstinensiske folk i deres hjemland.
Abbas talte torsdag via en videoforbindelse. For andet år i træk er han og en række palæstinensiske embedsmænd blevet nægtet indrejse til USA og er dermed afskåret fra at være til stede i FN's hovedkontor i New York.
USA's regering under præsident Donald Trump har begrundet den beslutning med, at de palæstinensiske politikere "ikke har formået at gennemføre reformer", og at de er involveret i "vedvarende aktiviteter, der undergraver vejen mod fred".
I sin tale kritiserer Abbas beslutningen om ikke at give ham og andre ledende palæstinensiske politikere visum, så de kan være til stede ved den diplomatisk vigtige uge i New York.
- Vi afviser disse ulovlige straffende tiltag, og vi afviser de beskyldninger og begrundelser, de var baseret på, siger Abbas.
RITZAU/AFP