Abbas har mistet kontrollen

Til stor frustration for Hamas og Islamisk Jihad gav den palæstinensiske præsidents tale i FN ikke fredsprocessen dødsstødet. Det er hovedårsagen til, at blodet igen flyder i Jerusalem og på Vestbredden.

En palæstinenser kaster en sten mod israelske tropper ved Qalandia-checkpointet mellem Ramallah og Jerusalem under et af gårsdagens sammenstød – her. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Det var ingen tilfældighed, at det israelske ægtepar Henkin blev myrdet på klods hold forleden. Heller ikke, at det skete dagen efter præsident Mahmoud Abbas’ tale i FNs Generalforsamling.

Frustrationen over talen er næsten ikke til at skære sig igennem i Østjerusalem i øjeblikket. Endnu en gang har Abbas præsteret at piske en stemning op ved at true med at opløse Selvstyret og dermed kaste alle underskrevne aftaler med Israel i afgrunden. Alligevel endte han i FNs Generalforsamling med at lande på en vag erklæring om, at »palæstinenserne ikke kan fortsætte med at lade sig binde af aftalerne«.

Et antiklimaks til den bombe han havde talt om i ugerne op til talen.

Mordet på Henkin-ægteparret var Hamas’ reaktion på talen. En hilsen til Israel om, at den væbnede kamp fortsætter, og til præsident Abbas om, at hvis han selv nægter at slå det sidste søm i fredsprocessens kiste, så vil Hamas og Islamisk Jihad hellere end gerne sørge for det. De efterfølgende knivdrab og overfald i Jerusalem er ikke nødvendigvis styret af terrorbevægelsernes ordrer, men de er stadig et direkte resultat af frustrationen over Abbas og den israelske regering, der har et hårdt tag i den yngre palæstinensiske befolkning.

Abbas uden kontrol

Unge palæstinensere kalder deres egen præsident for israelsk spion og truer ham åbenlyst, fordi han ikke gør nok mod den israelske besættelse. De opfatter ham som en politiker, der helst undgår at tage store beslutninger. De anklager ham for at varetage personlige interesser, og ikke den palæstinensiske befolknings. Og de gennemskuer lynhurtigt, at hans tale i FN var endnu en fuser, der bevarer den ulidelige status quo-situation, hvor Selvstyret til nød overlever, mens den israelske regering udvider bosættelserne på Vestbredden.

Mahmoud Abbas er godt klar over, at han ikke har styr på mange af de unge palæstinensere, der i øjeblikket tørner sammen med israelske soldater, og han forsøger derfor at vinde deres tillid med udtalelser om, at Israel truer al-Aqsa Moskeen, og at de unge knivstikkere i Jerusalem ikke vil blive glemt for deres gerninger. Men knivstikkerne og deres ligesindede har glemt Abbas og ser ham allerhelst pakke sammen og opløse Selvstyret, så Hamas kan overtage magten i en blanding af folkelig opbakning og magtanvendelse, som det skete i Gaza i 2007.

Abbas undlod netop at gøre alvor af sin trussel om at opløse Selvstyret i Generalforsamlingen, fordi han ved, at det vil være et dramatisk farvel til den gamle palæstinensiske garde, der har siddet på magten, siden fredsforhandlingerne begyndte i 1990erne. En garde han selv er en del af, og som han værner om.

Trods fordømmelserne af Israel og den verbale støtte til de unge stenkastere og demonstranter, fortsætter Abbas sikkerhedssamarbejdet med Israel, fordi han ved, at hans garde vil blive løbet over ende, hvis samarbejdet, der også er en del af fredsprocessen, hører op.

I modsætning til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er Abbas dybt afhængig af fredsprocessens fortsatte eksistens.

Et råb om hjælp

Mens Netanyahu har svært ved at holde sammen på sin regering med en fredsproces, smuldrer Abbas’ styre uden fremgang i processen. Uden vindinger er hans dage talte, og derfor var hans tale i FN i virkeligheden et desperat råb om hjælp udefra. Abbas’ tale skulle minde det internationale samfund om, at der snart skal træffes et valg mellem fredsproces eller kaos.

Den palæstinensiske præsident havde håbet, at Netanyahus valgsejr i 2015 ville øge det internationale pres på Israel og gøre det lettere for palæstinenserne at føre diplomatisk krig mod den fortsatte besættelse.

Men med krig i Syrien og flygtningekrise i EU er fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne ikke længere højeste prioritet, og den israelske regering oplever ikke noget uoverkommeligt pres udefra. I stærk kontrast til det pres Abbas for alvor er begyndt at føle indefra.