Abbas beder om akut hjælp til Gaza

Uden international hjælp er Gaza på vej ud i total katastrofe, siger den palæstinensiske præsident Abbas ved åbning af donorkonference i Paris.

Uden ekstra hjælp fra internationale donorer risikerer de palæstinensiske selvstyreområder at blive ramt af en "total katastrofe".

Sådan lød den dramatiske advarsel fra den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, ved åbningen af en international donorkonference i Paris mandag.

- Gaza er allerede tæt på katastrofen, som helt sikkert kommer uden fortsat international hjælp, sagde præsidenten, der i sin åbningstale også fremsatte klare budskaber til Israel og Hamas-bevægelsen.

Således nægtede han at gå i dialog med Hamas, så længe den islamistiske bevægelse, der tog kontrol med Gazastriben i sommer, forlanger forhandlinger om en ny palæstinensisk samlingsregering.

Samtidig opfordrede han et totalt stop for jødiske bosættelser "uden undskyldninger".

- Dette er sandhedens time, sagde Abbas til udenrigsministre og embedsmænd fra omkring 90 donorlande.

/ritzau/