ABBA på museum i juni 2009

ABBA-museet i Stockholm, som indbyder besøgende til selv at optræde, åbner i juni 2009 nær centrum. De fire ABBA-medlemmer støtter projektet.

Så er der sat dato på, hvornår det legendariske svenske popband ABBA skal på museum. Det bliver i juni 2009.

Det oplyste initiativtagerne til ABBA-museet, som skal ligge nær Stockholms centrum, onsdag.

- Det bliver et internationalt museum med en masse teknologiske og multimedie-aspekter, siger Ulf Westman, som sammen med sin hustru, Ewa Wigenheim-Westman, står bag museumsplanen.

Westman forklarer, at de besøgende vil få mulighed for at deltage i en række aktiviteter, som er knyttet til ABBA's storhedstid i 1970'erne. Eksempelvis vil de kunne indsynge deres egen version af hit såsom "Waterloo" og "Dancing Queen" i et studie, som er mage til ABBA's Polar Studio i Stockholm.

Alle fire ABBA-medlemmer har støttet projektet og bistår det med tøj, instrumenter og musik.

/ritzau/AFP