Årets europæiske træ står på estisk fodboldbane

En 150-årig estisk eg, som Stalin angiveligt forsøgte at rykke op med rode, løb med sejren i konkurrencen om at blive årets europæiske træ.

Konkurrencen Årets europæiske træ er blevet afholdt siden 2011, og i år var det dette viljefaste egetræ, der løb af med sejren på en fodboldbane i Estland. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske sangskat er proppet med referencer til træer. Lige fra træets grønne top over H.C. Andersen, som digtede om det gamle træ, man skulle lade stå, til bøgen, der spejler sin top i bølgen blå og Peter A.G., der slapper af på bænken under selvsamme bøg. Og vi har da også rigeligt med navnkundige træer i nationen. Eksempelvis Danmarks muligvis største træ Valdemarsegen nær Sønder Kirkeby eller Kongeegen i Jægerspris, der er blandt landets ældste.

Så meget desto mere påfaldende er det, at Danmark ikke er repræsenteret i kåringen af årets europæiske træ. I denne paneuropæiske konkurrence deltager navnkundige og historiske træer fra ikke færre end 14 europæiske nationer – fra Irland i vest til Bulgarien i øst.

Robin Hoods skjulested på bedding

Af deltagende træer er repræsenteret både en eg i Sherwood-skoven, som angiveligt blev brugt som skjulested af Robin Hood og hans lystige svende, et totusindårigt italiensk oliventræ hvis omfattende rødder har skabt en underjordisk hule og et slovensk morbærtræ med tilnavnet »historiens fyrtårn«.

Vinderen blev imidlertid et egetræ, der noget utraditionelt er placeret midt på en fodboldbane i byen Orissaare i det vestlige Estland. Legenden fortæller, at Stalin, da Estland var under sovjetisk besættelse, skulle have forsøgt at få træet trukket op med to traktorer. Men egen havde imidlertid sine rødder så solidt plantet i den estiske muld, at det stædigt nægtede at rykke sig af stedet. På træets stamme kan man stadig se sporene af de reb, som angiveligt skulle være brugt til forsøget på at trække det op.

Siden er træet blevet et nationalsymbol, og da et nærliggende sportsanlæg skulle udvides med en fodboldbane, var det naturligvis ikke en mulighed at fælde træet, der derfor har fået lov til at blive stående midt på grønsværen. I dag bliver træet brugt som bande til afleveringer under fodboldkampe og som skyggefuldt hvilested i halvlege og efter kampe.

Årets europæiske træ bliver organiseret af den østeuropæiske miljøorganisation The Environmental Partnership Association og har været afholdt siden 2011. Oprindeligt var kåringen et rent tjekkisk fænomen, som siden er blevet udbredt til resten af Europa. Formålet med konkurrencen er både at sætte fokus på den kulturhistorie, som træer er bærere af, og at opmuntre til naturbeskyttelse. Flere end 100.000 deltog i den internetbaserede afstemning, som det estiske træ gik sejrrigt ud af.

Der har også i Danmark været enkelte forsøg på at sætte fokus på bemærkelsesværdige træer. I 2012 og 2013 afholdt Sønderborg Kommune sin egen lokale kåring af årets træ, hvor hæderen blandt andet gik til en blodbøg i byen Mjang. Trods et stort borgerengagement er kåringen for indeværende sat på pause, men man håber på et senere tidspunkt at genoplive traditionen.