A$AP Rocky erkender vold i retten

Rapperen A$AP Rocky greb ind med vold, da han så sin sikkerhedsvagt bløde, forklarer han i retten i Stockholm.

FILES-US-SWEDEN-RAPPER-ASSAULT-TRUMP
ASAP Rocky. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS

Det er blevet den amerikanske rapper A$AP Rockys tur til at afgive forklaring i byretten i Stockholm, hvor han er tiltalt for vold mod en 19-årig mand.

Rapperen siger i retten, at den 19-årige mand og mandens ven blev ved med at følge efter ham og hans slæng gennem gaderne i Stockholm.

»Vi gik ned i kvarteret, hvor de også fulgte efter os. Vi bad dem igen om at lade være med at følge efter os. På dette tidspunkt var vi bange, fordi min vagt blødte, og jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente,« siger A$AP Rocky, der har det borgerlige navn Rakim Mayers.

Ifølge ham blødte sikkerhedsvagten, fordi den 19-årige mand med afghansk oprindelse havde kastet høretelefoner efter ham. Dette har afghaner også selv erkendt i retten tidligere torsdag.

Forinden havde vagten skubbet til afghaneren, så høretelefonerne gik i stykker, for at få ham til at fjerne sig. Ifølge rapperen var vagten den første til at bruge fysisk kontakt.

Da A$AP Rocky ifølge eget udsagn så, at vagten blødte efter slaget med høretelefonerne, handlede han.

»Jeg greb ind og kastede med (navnet på den 19-årige mand, red.) og sparkede til hans arm. Jeg slog ham med knytnæve,« siger han.

Et spørgsmål, der også har fyldt i sagen, er, hvorvidt den 19-årige mand er blev slået med flasker, da han efter slagsmålet havde snitsår på armen.

I retten forklarer A$AP Rocky, at han havde samlet nogle flasker op for at undgå, at afghaneren og hans ven brugte dem mod dem. Han erkender ikke at have brugt dem mod den 19-årige.

»Jeg lagde flaskerne fra mig igen, da jeg vurderede, at det ikke var smart at have dem i den her situation,« forklarer Rakim Mayers i retten.

A$AP Rockys sikkerhedsvagt fik ham drejet væk fra slagsmålet, og da rapperen igen var på sit hotelværelse, tænkte han ifølge sin forklaring i retten, at han ikke ville anmelde kontroversen.

»Jeg tænkte ved mig selv, vil jeg anmelde det her? Vil jeg have den her sag i medierne? Det ville jeg ikke. Jeg ville bare lægge det bag mig. Jeg er på tour og vil ikke have koncerter aflyst,« siger han.

Spørgsmålet for retten er, om rapperen udøvede vold eller handlede i nødværge under episoden 30. juni.

Både forurettede og den 30-årige rapper har afgivet forklaring torsdag. Fredag er det vidnernes tur.

/ritzau/