A23a hedder isbjerget. Det skiltes fra den antarktiske kystlinje i 1986. Senere grundstødte det i Weddellhavet, en stor bugt i Sydishavet ved Antarktis.
Men nu flytter det sig, skriver BBC.
Med et areal på næsten 4.000 kvadratkilometer er det mere end dobbelt så stort som London og omkring halvt så stort som Cypern.
Det seneste år har det flyttet sig hurtigere, og bjerget er nu ved at forlade det antarktiske farvand.
Isbjerget er omkring 400 meter tykt. Til sammenligning er London Shard, den højeste skyskraber i Europa, 310 meter høj.
Så hvorfor er A23a på farten nu, efter 37 år?
»Jeg spurgte et par kolleger om dette og spekulerede på, om der var en ændring i havvandstemperaturen, der kunne have fremkaldt det, men konsensus er, at tiden bare var inde,« siger Andrew Fleming, en fjernmålingsekspert fra British Antarctic Survey, til BBC.
»Den har siddet fast siden 1986, men på sigt ville den falde tilstrækkeligt i størrelse til at miste grebet og begynde at bevæge sig. Jeg så den første bevægelse tilbage i 2020.«
Kan skabe problemer for dyrelivet
A23a har i de seneste måneder fået fart på, drevet af vind og strøm, og passerer nu den nordlige spids af den antarktiske halvø.
De fleste isbjerge på vej væk fra Weddellhavet plejer som regel at flyde ind i Antarctic Circumpolar Current – en heftig antarktisk strøm, der vil sende dem videre mod det Sydatlantiske hav på en rute, der er kendt som »Isbjergsruten«.
Lige nu har isbjerget sat kurs mod fjerne kyster, Sydgeorgien og De Sydlige Sandwichøer syd for det sydamerikanske kontinent. Hvis bjerget støder på grund der, kan det give problemer for de millioner af sæler, pingviner og andre havfugle, der yngler på øen. A23a's store volumen kan forstyrre og forhindre dyrene i at fodre deres unger.
Men det er ifølge eksperter forkert at tænke på isbjerge som farefulde, som mange nok gør. De bliver ofte forbundet med »Titanic«, blockbusterfilmen om skibet, der i 1912 sank, da det stødte ind i et isbjerg. Og med klimaforandringer.
Men blandt eksperter er der i dag en voksende erkendelse af isbjergenes betydning for miljøet.
Efterhånden som isbjergene smelter, frigiver de mineralstøv, der blev indkapslet af is, da det var en del af de gletsjere, der skraber langs Antarktis’ klippebund. Støvet er en kilde til næringsstoffer for de organismer, der danner grundlaget for havets fødekæder.
»På mange måder er disse isbjerge livsgivende; de er udgangspunktet for en masse biologisk aktivitet,« siger Catherine Walker fra Woods Hole Oceanographic Institution, et forskningsinstitut dedikeret til studier i havvidenskab, til BBC.
