946 dage i Helvede

Peter Moore afslører nu, hvordan han som den eneste overlevende fra Storbritanniens værste gidselkrise i 20 år udholdt torturen.

Peter Moore tonede 26. februar 2008 frem på Al-Arabiya og bad premierminister Gordon Brown om at blive udvekslet med irakiske fanger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Al-Arabiya/AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Bagbundet med håndjern, med bind for øjnene og med den ene ankel lænket til et metalgitter på væggen i et lille rum lå Peter Moore på en madras på gulvet. Gennem uger gav hans fangevogtere ham kun lov til tre gange om dagen at sætte sig op for at spise og for at gå på toilettet. Hver en del af hans svage krop smertede, og han var ved at blive skør.

»Der var prikker i malingen på væggen. Jeg forestillede mig, at det var et undergrundssystem, og at prikkerne var stationer. Jeg skulle forbinde dem ved at bruge færrest mulige skinner og færrest mulige tog,« siger Peter Moore om det værste lavpunkt under sin tilfangetagelse.

I et interview med The Times fortæller Peter Moore, den eneste overlevende fra Storbritanniens værste krise om gidseltagning i 20 år, for første gang om, hvordan han udholdt tortur og 946 dage i fangenskab i Irak.

Et helvede som begyndte den 29. maj 2007 og først sluttede med hans frigivelse 30. december 2009. Og som indebar konstant frygt for at dø og fysisk og psykisk vold med bl.a. fiktive henrettelser. På et tidspunkt satte en vagt en pistol for hans hoved og trykkede på aftrækkeren, samtidig med at vagter rundt om larmende skød løs med andre våben.

»Jeg tænkte: Jeg er død. Det er ikke så slemt. Det er ikke så smertefuldt. Og så, virkeligheds-tjek, finder jeg ud af, at jeg er holdt i håndjern og stadig har bind for øjnene. Jeg kan høre folk grine.«

Falske betjente

Peter Moore, 36 år og IT-konsulent, og hans fire britiske vagter blev kidnappet fra en af finansministeriets bygninger i Bagdad af mænd klædt i politiuniformer.

Mændene ankom også i politibiler, og derfor troede Peter Moore, at de var fra myndighederne. Men først da de fem mænd blev skubbet ind i en af bilerne, fandt Peter Moore ud af, at den var helt gal. »Først troede jeg, at jeg var blevet arresteret for at have ulovlige dokumenter. Men så begyndte de at tage vores tøj af og smide det ud ad vinduet. Så var det, at jeg tænkte; »Nej, nej, det er en bortførelse«.«

Peter Moore og hans vagter blev kørt i konvoj til Sadr City, et slumkvarter i det østlige Bagdad. Bilerne stoppede, og bagbundet og i underbukser blev de tvunget ud på gaden og ind i en Range Rover. De blev kørt til et hus og ledt ind i et rum, hvor Peter Moores briller - han er nærsynet - blev taget fra ham. Det var sidste gang, han var i stand til at se tydeligt, indtil hans frigivelse to år, syv måneder og en dag senere. De begyndte at kaste vand på de fem kidnappede for at straffe dem. Herefter begyndte de første af de mange fiktive henrettelser. »Det var uhyggeligt. Jeg tænkte: »Jeg bliver skudt«. De tog mig ned ad nogle trapper, og halvvejs nede begyndte de at skyde.«

Dækhistorie

Den første dag i fangenskab endte med, at mændene blev proppet op bag i to lukkede lastbiler og kørt i timevis ad bumpede veje.

Den amerikanske efterretningstjeneste har vurderet, at de fem kidnappede på et tidspunkt blev holdt skjult i Iran. Det tror Peter Moore ikke. Han peger på, at bilen muligvis krydsede grænsen ind til Iran og kørte tilbage ind i Irak. Han insisterer på, at han og de andre vagter endte i et hus i Basra i det sydlige Irak. Overbevist om at de havde fanget en militær efterretningsofficer og fire amerikanske soldater, påbegyndte fangevogterne timelange afhøringer. Peter Moore fastholdt, at han var IT-konsulent og opdigtede en historie om, at han var katolik og havde en brasiliansk kone - og til sidst troede han næsten selv på sine digterier. Men de troede ikke det mindste på ham.

»De gav mig håndjern på omme på ryggen, satte mig op på en stol ved siden af en dør, placerede mine hænder med håndjernene oppe over døren og sparkede så stolen væk. Det var meget smertefuldt.« I fem måneder sad Peter Moore i samme rum med en af de andre fire kidnappede. Lænket side om side. På et tidspunkt fik de tiden til at gå med at lave små modeller af mænd af små stykker plastisk sprængstof, som lå overalt på gulvet.

Bad Brown om hjælp

De to mænd blev skilt fra hinanden i december 2007. Peter Moore fik et TV, som var hans eneste mulighed for adspredelse, men han blev nægtet at se nyhedsudsendelser indtil kort før sin frigivelse. I stedet så han underholdningsprogrammer med bl.a. Oprah Winfrey, og det var på den måde, at han fandt ud af, at Barack Obama var blevet præsident i USA, og at Michael Jackson var død.

Peter Moore vidste heller intet om, hvilke bestræbelser der blev gjort, for at få dem fri. Selv beskriver han det som »mærkeligt«, da han blev tvunget til at lave en film, sendt på TV-kanalen Al-Arabiya 26. februar 2008, hvor han bad den britiske premierminister Gordon Brown om at løslade ni irakiske fanger som udveksling for ham selv og de fire andre kidnappede. Han hørte heller ikke noget, da tre af hans kidnappede vagters lig blev udleveret til Storbritannien sidste sommer. Udleveringen skete, efter at flere irakiske oprørere i amerikansk varetægt begyndte at blive frigivet. Den sidste af Peter Moores tidligere livvagter formodes også død.

Selv havde han næsten opgivet håbet, da han blev vækket klokken fem om morgenen den 30. december og bedt om at hoppe i et par nye cowboybukser med besked om, at han ville blive løsladt. Først afviste han sine fangevogtere, trak sit tæppe over hovedet og sagde »Go away«. Men de insisterede, og efter at være blevet transporteret af sted i tre forskellige biler blev han sat af i en indkørsel, hvor soldater og irakiske mænd klædt i jakkesæt ventede. En mand trådte frem imod ham og sagde: »Jeg er fra det irakiske parlament, og du er en fri mand.«