92-årige Hervor Niklasson hilste mandens besøg velkommen.

Han havde på forhånd ringet og forklaret, at han var sygeplejerske ved det lokale sundhedscenter. Han ville ankomme inden længe og oplyse om coronavaccinen, som Hervor Niklasson håbede snart at modtage.

Men den ældre kvinde kom til at fortryde, at hun lukkede ham ind.

Manden var nemlig hverken sygeplejerske eller sundhedsmedarbejder. Han var en svindler.

»Det er meget voldsomt, hvad han gjorde,« siger Hervor Niklasson til SVT, der har talt med hende efter overfaldet.

Manden stjal flere af Hervor Niklassons guldsmykker. Og han slog hende, så hun fik et stort blåt øje.

»Jeg har ikke haft det godt siden og har ikke været i stand til at sove om natten. Jeg er både trist og vred,« siger hun.

Svensk politi: Tyveknægte udnytter coronasituationen

Hervor Niklasson er desværre ikke den eneste. I alt er fem ældre kvinder i alderen fra 89 til 97 år i Göteborg blevet snydt af en person, der foregav at ville oplyse om coronavaccinen.

Manden og en medskyldig er blevet arresteret af det svenske politi. Mændene, der er hhv. 29 og 47 år, er mistænkt for groft røveri, groft tyveri og tyveriforsøg. De er også mistænkt for at have begået lignende forbrydelser i Stockholm.

»I mange tilfælde er de ældre lette ofre på grund af deres alder og sygdom. Kriminelle drager fordel af coronasituationen. Der kan være flere ofre for forbrydelser, der er blevet udsat for røveri, men som endnu ikke har opdaget det eller indgivet en rapport,« siger chefen for Malmø politis røverigruppe, Patrik Eriksson, i en pressemeddelelse.

Mændene er også anklaget for at have kontaktet et dusin andre kvinder, som dog skulle have nægtet at tage imod hjemmebesøg.