90 personer kommer i masseslagsmål på svensk rasteplads

To personer er kørt med ambulance på hospitalet efter stort masseslagsmål på rasteplads i Sverige.

Nyköping. Omkring 90 personer menes lørdag at have været involveret i et stort masseslagsmål på en rasteplads ved Nyköping omkring 100 kilometer syd for Stockholm på E4-motorvejen i Sverige.

Der skal blandt andet været kastet med sten og være begået flere overfald.

To personer er kørt med ambulance på hospitalet efter episoden.

- Det drejer sig om to grupper, der er stødt sammen her på pladsen. Hvad de har haft af årsager til det, kan jeg ikke udtale mig om, siger Monica Bergström, der er pressetalsmand ved politiet.

En gruppe på omkring 60 personer skal lørdag middag have angrebet en gruppe på omkring 30 nær en bus på rastepladsens parkeringsplads.

Flere af bussens ruder er blevet smadret af stenkast.

Politiet har talt med flere personer, der har været på pladsen. Ingen er dog lørdag eftermiddag blevet anholdt.

Politiet ønsker ikke at udtale sig om, hvilke grupper der er tale om. Men det oplyser, at der ikke er tegn på nogen tilknytning til politiske grupper.

- Det er heller ikke sådan, at de har aftalt at mødes, siger Monica Bergström til den svenske avis Aftonbladet.

/ritzau/TT