84-årig højreekstremist tilstår angreb på moské i Frankrig

Politiet har anholdt tidligere kandidat for Front National efter et skyderi i det sydvestlige Frankrig.

Franske politifolk ved en moské i Bayonne i det sydvestlige Frankrig, hvor to ældre mennesker blev såret af skud mandag, da en 84-årig mand forsøgte at sætte ild til bygningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gaizka Iroz/Ritzau Scanpix

Fransk politi oplyser, at det har anholdt en 84-årig mand efter et skyderi i en moské i Bayonne, hvor to personer blev alvorligt såret.

Det rapporterer radiostationen France Bleu og franske politikilder.

»Der blev affyret fire skud, og to mænd på 74 år og 78 år blev hårdt såret og er bragt til et hospital. En 84-årig højreekstremist er anholdt,« siger politiet.

Ifølge en pressemeddelelse fra myndighederne blev de to mænd på 74 og 78 år skudt, da de overraskede gerningsmanden, da han var i færd med at sætte ild til døren ind til moskéen.

Gerningsmanden satte derefter ild til en bil og forlod stedet. Han skal have efterladt gasflasker og en benzinkande på stedet.

Ifølge fransk politi blev den anholdte, Claude Sinké, kort tid efter pågrebet ved sit hjem i Saint-Martin-de-Seignanx i Landes.

Han har ifølge politiet tilstået, at han stod bag angrebet på moskéen.

Sinké var i 2015 kandidat for Marine le Pens højreparti Front National i et regionalt valg. Partiet har siden ændret navn til National Samling.

Le Pen var hurtigt ude med en fordømmelse af angrebet.

»Angrebet på Bayonne-moskéen er en ubeskrivelig handling, strider mod alle værdier i vores bevægelse. Sådanne forbrydelser må behandles med største alvor,« skriver hun.

Præsident Emmanuel Macron kalder angrebet mod moskéen i Bayonne for modbydelig.

»Frankrig kommer aldrig til at tolerere had og intolerance,« skriver præsidenten i et tweet mandag aften.

»Der vil blive gjort alt for at straffe gerningspersoner og beskytte vore muslimske landsmænd. Jeg forpligter mig til det,« skriver præsidenten.

Frankrigs indenrigsminister, Christophe Castaner, tager også kraftigt afstand fra angrebet og giver udtryk for »solidaritet og støtte til det muslimske samfund«.

/ritzau/