81-årig brite vinder prestigefyldt bogpris med dommedagsroman
M. John Harrison, der har skrevet "The End of Everything", er den ældste vinder af bogprisen Booker Prize.

M. John Harrison, der har skrevet "The End of Everything", er den ældste vinder af bogprisen Booker Prize.

Den britiske forfatter M. John Harrison har mandag modtaget den prestigefyldte bogpris Booker Prize.
Hæderen er blevet givet til Harrison for romanen "The End of Everything".
Prisen blev uddelt mandag ved en ceremoni på Old Billingsgate i den britiske hovedstad, London.
81-årige Harrison er den ældste vinder af prisen, der også indbringer forfatteren en pengepræmie på 50.000 pund. Det svarer til 450.000 kroner.
Et dommerpanel uddeler prisen til en engelsksproget roman, som er udgivet i Storbritannien og Irland i det forgangne år.
Panelet består af fem dommere, der forsøger at finde frem til det bedste skønlitterære værk.
Modtageren er fundet blandt seks bøger på en shortlist, som dommerne tidligere har offentliggjort.
På sin hjemmeside beskriver Booker Prize "The End of Everything" som en underfundig satirisk og foruroligende postapokalyptisk fortælling.
I romanen følger læseren hovedpersonen, Philip Tennent, og hans tante Marnie på den vindblæste kyst i et postapokalyptisk Storbritannien.
Kysten er blevet invaderet af nogle objekter kaldet iGhetti, som kan efterligne mennesker.
Formanden for dommerpanelet, Mary Beard, mener, at M. John Harrisons dommedagsroman taler ind i nutidens bekymringer i forhold til kunstig intelligens.
Det sagde Beard ifølge nyhedsbureauet AFP i forbindelse med mandagens prisoverrækkelse i London.
- Et af bogens hovedbudskaber er, at hvis eller når en sådan apokalypse indtræffer, vil den være umulig at begribe.
- Det er nutidens politik set gennem fremtidens linse, sagde Beard.
M. John Harrison har skrevet en lang række bøger inden for science fiction-genren. Det er ifølge AFP blevet til 13 bøger.
Booker Prize er blevet uddelt siden 1969. Tidligere prismodtagere tæller blandt andre forfattere som Margaret Atwood, William Golding og Salman Rushdie.
RITZAU