750.000 kinesere dør af forurening

Verdensbanken er blevet afsløret i at censurere en rapport, der slår fast, at 750.000 kinesere hvert år dør som følge af forurening. Kina har angiveligt presset censuren igennem.

Foto: Peter Park Fold sammen
Læs mere

Efter massivt pres fra den kinesiske regering er Verdensbanken gået med til at censurere sin egen rapport, der ellers slår fast, at over 750.000 kinesere hvert år dør som direkte konsekvens af den stigende luft- og vandforurening i landet. Det skriver Time Online.

Kinas argument er at rapporten i sin originale version ville kunne udløse offentlig uro.

Rapporten blev dog hurtigt lækket til pressen og har afsløret en fundamental mangel på miljøkontrol i verdens mest befolkede land.

Landbefolkningen betaler prisen

Især den fattige landbefolkning i Kinas nordlige landdistrikter betaler en høj prise for landets industrielle revolution. 70 procent af landets floder og 90 procent af grundvandet menes at være forurenet med enten sundhedsfarlige bakterier, giftige kemikalier eller en cocktail af begge dele.

Britiske Skynews har besøgt en landsby i det nordlige Kina, hvor Qiantang-floden løber igennem.

En lokal beboer viser TV-holdet flodens skidengule vand, hvor der flyder et tykt lag kemisk skum. Få kilometer længere oppe ad floden ligger en fabrik, der om natten lukker gifte kemikalier ud i floden, fortæller en lokal miljøaktivist til Skynews.

- De lukker gift ud hver nat. Nogle gange er skummet sort andre gange gult eller rødt, fortæller Wei Dongying, der har boet nær floden hele sit liv - først som fisker men nu som miljøaktivist.

De lokale myndigheder ignorerer fabrikkens ulovlige udledninger, mener hun.

Kinas storbyer viser ifølge rapporten dog tegn på forbedring. Her er niveauet af skadelige svovlpartikler falder stødt igennem de seneste 25 år. Men det sker på bekostning af landdistrikterne, fordi man blot flytter de forurenende fabrikker længere væk for at få bedre luftkvalitet og frigøre værdifulde byggegrunde.

Især i OL-værtsbyen Beijing bliver drastiske metoder taget i brug. Regeringen har meddelt, at man inden næste år vil fjerne en million biler fra gaderne i et forsøg på at dæmme op for den tykke smog, der ligger som en grå dyne om byen.