70.000 franske soldater udsendes til demonstrationer
Frankrigs regering mobiliserer 70.000 soldater ved demonstrationer lørdag efter sidste uges voldelige optøjer.

Frankrigs regering mobiliserer 70.000 soldater ved demonstrationer lørdag efter sidste uges voldelige optøjer.

Den franske regering mobiliserer 70.000 sikkerhedsstyrker på tværs af landet i forbindelse med demonstrationer lørdag.
Det oplyser indenrigsminister Laurent Nunez ifølge Reuters.
Landets politiske venstrefløj har ifølge ham opfordret til plyndringer og vold.
- Kig på sociale medier. Der er kommet opfordringer fra den yderste venstrefløj om at gå efter offentlige bygninger. Vi taler ikke om en fredelig demonstration, lyder det.
Ministeren fortæller, at styrkerne lørdag blandt andet vil omfatte elitepolitienheder, omkring 20 pansrede køretøjer og 15 vandkanonvogne.
Ved demonstrationerne, der fandt sted lørdag i sidste uge, var der mobiliseret 60.000 betjente.
Flere byer har nedlagt forbud mod demonstrationer efter flere dages uro i sidste uge.
Det gælder blandt andet Marseille og Lyon.
Præfekturet i regionen Rhône, hvor Lyon ligger, skriver i en udtalelse, at "som følge af begivenhederne 17. oktober har præfekten besluttet at forbyde alle demonstrationer i byen Lyon denne lørdag".
Præfekten er lederen for præfekturet, som er et administrativt område.
Flere ugers protester kulminerede i de værste optøjer i Frankrig i flere år.
Mere end en halv million mennesker deltog i protesterne på tværs af Frankrig.
Omkring 2500 personer blev anholdt. Tusinder af butikker blev ødelagt eller plyndret.
Befolkningens vrede skyldes høje leveomkostninger og nedslidte skoler og gymnasier.
Forud for lørdagens demonstrationer har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, indkaldt en række ministre til møde fredag.
RITZAU