60 såret efter eksplosion i ammunitionslager i Kasakhstan

Ifølge Kasakhstans præsident er mindst 30 sårede efter eksplosion på militærbase soldater eller redningsfolk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mindst 60 personer er blevet såret i en række af eksplosioner ved et ammunitionslager på en militærbase i Kasakhstans sydlige Zjambyl-provins.

Det oplyser myndighederne i det centralasiatiske land torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På grund af eksplosionerne er en række bebyggelser omkring basen blevet evakueret. Det skulle ifølge nyhedsbureauet AFP dreje sig om cirka 250 mennesker.

Eksplosionerne blev forårsaget af en brand på anlægget, der blandt andet bruges til at opbevare flere sprængstoffer.

Det oplyser Kasakhstans viceforsvarsminister, Ruslan Sjpekbajev.

Der er siden blevet lukket for al bil- og togtrafik ind og ud af området.

De 60 sårede er blevet bragt til et nærliggende hospital med en række skader efter eksplosionerne. Det oplyser provinsregeringen i Zjambyl og tilføjer, at branden endnu ikke er under kontrol.

Kasakhstans præsident, Kasym-Jomart Tokajev, skriver i en række opslag på Twitter, at mindst 30 af de sårede er soldater eller redningsfolk.

Han tilføjer, at hændelsen allerede er ved at blive undersøgt.

På videoer delt online kan man se, at eksplosionerne fandt sted tæt på en travl hovedvej mellem byerne Taraz og Almaty.

Taraz er Kasakhstans finansielle hovedsæde, mens Almaty er landets største by.

En lignende ulykke fandt sted i Kasakhstan i 2019. Her blev fire personer dræbt og dusinvis såret i byen Arys, da en eksplosion ligeledes fandt sted i et ammunitionslager.

Dengang måtte myndighederne evakuere alle byens 44.000 indbyggere.

/ritzau/