60 procent af republikanerne tror stadig, at valget blev stjålet fra Trump

USAs tidligere præsident Donald Trump har siden sit nederlag ved præsidentvalget i november fastholdt, at valget blev »stjålet« fra ham. En overbevisning, et overvejende flertal af de republikanske vælgere deler med den tidligere præsident, viser en ny meningsmåling.

 
Videoen viser den nu famøse tale som Trump holdt 6. januar lige inden stormen af Kongressen. Det har dog ikke sat ham tilbage i hans popularitet. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

Seks ud af ti republikanere fastholder, at efterårets præsidentvalg i USA bygger på et falsk grundlag, hvor falske stemmer var skyld i, at Donald Trump fik frastjålet sin sejr.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Ipsos for Reuters.

Synspunktet er ikke overraskende, da Donald Trump og flere af hans allierede i Det Republikanske Parti længe har fastholdt det. Det til trods for at samtlige forsøg på at bevise valgsnyd ikke har vist andet, end at valget foregik lovligt, og at Joe Biden er den retmæssige sejrherre.

Otte ud af ti republikanere har fortsat et positivt indtryk af Donald Trump, og et overvejende flertal mener ifølge meningsmålingen, at han bør stille op til valget i 2024.

Ipsos har også undersøgt amerikanernes holdning til stormløbet mod Kongressen 6. januar, hvor flere hundrede Trump-tilhængere trængte ind i den lovgivende forsamling. Resultatet viser, at mens 59 procent af alle amerikanere mener, at Trump bærer et medansvar for angrebet, er kun tre ud af ti republikanere enige i den påstand. Det bekymrer ekspert i den offentlige mening ved Vanderbilt University, John Geer.

»Republikanerne har deres egen version af virkeligheden. Det er et kæmpe problem. Demokrati kræver ansvarlighed, og ansvarlighed kræver bevis,« forklarer John Geer til Reuters.

Donald Trump er stadig en populær mand blandt republikanerne, hvor otte ud af ti i en ny måling fortsat har et positivt indtryk af den tidligere præsident. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det modsatrettede syn på begivenhedernes gang øger sandsynligheden for, at angreb som det, der fandt sted 6. januar, kan ske igen, vurderer Susan Corke, forsker i hadgrupper ved Southern Poverty Law Center.

»Det er den største fare – normalisering af denne adfærd. Jeg tror, ​​vi kommer til at se mere vold.«

Senest gik en mand i påsken til angreb på politiet ved Det Hvide Hus, hvor en betjent mistede livet efter flere knivstik.

Meningsmålingen viser også, at halvdelen af ​​republikanerne mener, at stormløbet mod Kongressen, hvor fem personer mistede livet, var en stort set ikkevoldelig protest eller var orkestreret af Trump-modstandere, der forsøgte at sætte Trump i et dårligt lys.

I et nyere interview i Fox News forklarede Donald Trump, at oprørerne udgjorde »nul trussel« under angrebet. Andre fremtrædende republikanere, såsom senator Ron Johnson fra Wisconsin, har offentligt betvivlet, om Trumps tilhængere stod bag optøjerne.